Demokrati
Demokrati
HVAD ER DEMOKRATI?
Demokrati er den idé, at et samfund styres af sine borgere. Ideen blev født i Athen i Grækenland for 2500 år siden. Ordet indeholder to begreber. Demos betyder "folk". Kratos betyder "styre". Demokrati betyder derfor folkestyre .
Demokrati er den styrende form i alle 28 medlemsstater i Den Europæiske Union. Det er nedfældet i deres nationale forfatninger. Intet land kan blive medlem af Den Europæiske Union uden at have stærke demokratiske institutioner .
Ideen om demokrati er i opposition til andre måder at styre et samfund. Det kan være et oligarki, hvor rige mennesker beslutter i stedet for vælgerne. Det kan være et meritokrati, hvor herskerne er udpeget for deres klogskab. Det kan være et diktatur, hvor en eller nogle få personer eller et parti regerer uden at give reel indflydelse til borgerne.
Demokratiet er også i opposition til fascismen, hvor sammeNslutninger af virksomheder – korporationer - skal regere i stedet for vælgerne og nogle slags marxisme. hvor arbejderklassen skal regere gennem ”proletariatets diktatur”.
Demokrati kan have form af direkte demokrati, hvor vælgerne beslutter direkte i folkeafstemninger. Det kan være indirekte, repræsentativt demokrati, hvor vælgerne vælger en forsamling af folkevalgte til at repræsentere dem.
Kernen i demokratiet er overalt, at vælgerne har det sidste ord om regeringen og lovene i landet. Vælgerne kan deltage i valg, få et nyt flertal og derefter både en ny regering og nye love.
DEMOKRATI I EU's INSTITUTIONER
Denne idé forener de europæiske folk. Den findes også i Lissabon-traktatens artikel 10 TEU:
”Unionens funktionsmåde bygger på det repræsentative demokrati."
I alle EU-lande gennemføres ideen om demokrati af forskellige institutioner med lignende funktioner.
Der er en folkevalgt lovgivende forsamling oftest kaldet parlamentet. Det er valgt af vælgerne ved almindelige valg. Forsamlingen godkender regeringen og vedtager lovene.
Der er et udøvende organ, en regering, der er ansvarlig over for det nationale parlament. Regeringen er udpeget eller godkendt af et flertal i parlamentet. Overalt skal regeringen træde tilbage, hvis et simpelt flertal i parlamentet træffer afgørelse herom.
Regeringen er parlamentets tjener ved at foreslå og gennemføre de beslutninger og love, som de folkevalgte har besluttet for vælgerne.
Der er en uafhængig domstol, som træffer beslutning om konkrete konflikter om fortolkningen af loven.
I alle 28 medlemsstater kan de valgte medlemmer af parlamenterne ændre love med simpelt flertal, hvis de ikke er tilfredse med regeringens implementering eller fortolkning af loven.
I føderale systemer kan en ny lov også kræve støtte i et andet kammer, der repræsenterer de deltagende stater.
Kernen er overalt den samme: Der er ingen over eller ved siden af vælgerne. Vælgerne bestemmer. Det er demokrati.
EUROPÆISKE ORGANER MED FORSKELLIGE ROLLER
I EU har vi institutioner med tilsvarende navne som dem, vi kender i de nationale demokratier. Men de har temmelig forskellige funktioner.
Europa-Parlamentet kan ikke beslutte lovene på samme måde som de nationale parlamenter.
Europa-Parlamentet har dog medindflydelse på mange områder. Hovedmetoden kaldes nu almindelig lovgivningsprocedure og beskrives i Lissabon-traktatens artikel 294 TFEU.
Den tilbyder MEP'erne en øget indflydelse på borgernes og virksomhedernes dagligdag - men ikke den lovgivende magt, som de nationale parlamenter normalt råder over i demokratier.
Kun de ikke-valgte kommissærer kan fremsætte forslag til love. Og kun i den såkaldte tredje behandling er det nødvendigt, at Europa-Parlamentet skal vedtage en tekst, før den kan blive til lov. Det sker gennemsnitligt kun to gange om året!
Under første- og andenbehandlingen vedtages lovene efter traktaten af et kvalificeret flertal i Ministerrådet og kræver ikke positiv støtte fra Europa-Parlamentet. Sådan er reglerne.
I praksis vedtages 80 % af lovene under den almindelige lovgivningsprocedure gennem fortrolige forhandlinger mellem repræsentanter for de tre institutioner i trepartsmøder, som også kaldes for ”trilog-møder”.
I praksis har medlemmer af Europa-Parlamentet en langt større indflydelse på lovgivningsarbejdet end mange nationale parlamentsmedlemmer og endda ministre. De deltagende "ordførere" og "skyggeordførere" har en personlig indflydelse på lovgivningsarbejdet, som er langt mere sjældent i de nationale parlamenter.
Ifølge euobserver.com har der været 1000 trepartsmøder gennem 2013, hvor MEPérne har kunnet udøve indflydelse. Der foreloigger ingen offentlige dagsordener, referater eller arbejdsdokumenter. Hjertet for indflydelse er godt skjult, selv for andre end de deltagende medlemmer af Europa-Parlamentet.
Europa-Parlamentet tæller - og det er værd at stemme til - selv om det stadig er meget forskelligt fra den styreform, vi kalder demokrati.
MEP'ERNE KAN FORESLÅ ÆNDRINGER
Medlemmer af Europa- Parlamentet kan foreslå ændringer. Fra 1999 - 2004 blev 307 ændringsforslag accepterede, 809 blev vedtaget i en anden form, og kun 228 ændringsforslag blev ikke accepteret.
Disse tal viser en vigtig indflydelse for de valgte medlemmer af parlamentet. En effektiv MEP’er kan påvirke flere love end nationale parlamentsmedlemmer. Men det er først og fremmest ved at arbejde som politisk lobbyist og overbevise de ikke-valgte i Kommissionen og ved at deltage i trepartsmøder. Det er kun yderst sjældent udtryk for den lovgivende magt .
Europa-Parlamentet vælges på samme måde som de nationale parlamenter. Parlamentsmedlemmerne har fået en øget indflydelse på de europæiske love. Men kompetencen til at beslutte lovene er (endnu) ikke ved de folkevalgte. I 2013 har udvalgte parlamentsmedlemmer dog deltaget i henved 1000 såkaldte trepartsmøder med repræsentanter for Kommissionen og Rådet. Her har de udvalgte MEP´ere betydelig reel indflydelse på lovgivningen.
KOMMISSIONENS ROLLE
Kommissionen fungerer som de fleste nationale regeringer med forberedelse af nye love og deres gennemførelse. Alligevel gør de 28 kommissærer meget mere end at tjene de valgte. Kommissærerne beslutter langt de fleste EU-regler på egen hånd. Ikke de vigtigste, men de fleste. Og i modsætning til danske bekendtgørelser kan de ikke ændres ved normale flertal i Rådet eller i Europa-Parlamentet.
Kommissionens egen lovgivende magt er enorm, som det fremgår af nogle tal fra Kommissionen. I disse tal har Kommissionen endda udeladt alle retsakter, der ikke er offentliggjort i EU-Tidende og alle løbende forvaltnings-handlinger, som kun gælder for en begrænset periode.
I 2008 vedtog Kommissionen 574 forordninger, 53 direktiver, 612 afgørelser og 24 henstillinger, i alt 1.263 retsakter
Det samlede antal af Kommissionens beslutninger er langt højere. I 2008 besluttede Kommissionen 269 sager ved mundtlig forhandling, 3.067 i skriftlig procedure 2.227 i empowerment procedure og 4.008 ved delegation til enkeltkommissærer eller videredelegation til embedsmænd i Kommissionen.
Det giver et samlet antal på 9.571 sager, der er vedtaget i Kommissionens navn på bare et år.
I 2008 var det samlede antal gennemførelsesforanstaltninger besluttet af Kommissionen gennem de såkaldte komitologi-procedurer 2.125.
I tillæg har Lissabon-traktaten etableret nye gennemførelsesbeføjelser gennem såkaldte delegerede retsakter.
Kommissionen har også fået stærke beføjelser gennem de såkaldte six-pack forskrifter i Den Økonomiske og Monetære Union. Kommissionen skal nu godkende de nationale budgetter, før de fremlægges som forslag for de nationale parlamenter, og Kommissionen kan uddele bøder til medlemsstater, der overtræder lofterne for offentlige underskud.
Disse bøder kan kun ændres med kvalificeret flertal i Rådet. Det valgte Europa-Parlament har her meget begrænset indflydelse.
UDNÆVNES BAG LUKKEDE DØRE
De magtfulde kommissærer bliver ikke valgt. De udnævnes af statsministrene bag lukkede døre i Det europæiske Råd. Formelt sker udnævnelsen ved en afstemning med super-kvalificeret flertal. Efter valgene til Europa-Parlamentet i 2014 blev Luxembourgs tidligere statsminister Jean-Claude Juncker valgt som formand - efter forslag fra Europa-Parlamentet og 26 af 28 medlemslande i Det europæiske Råd.
Ifølge Nice-traktaten krævede udnævnelsen af en kommissær støtte fra 18 af de 27 statsministre. Efter Lissabon-traktaten kræves støtte fra 72% - 21 af 28 – statsministre. Denne regel træder i kraft, den 1. november 2014.
De 72% af medlemslandene skal også repræsentere 65% af alle EU-borgere. Statsministrene stemmer med deres lands folketal, når det nye afstemningssystem er indført.
For lovgivningsforslag fra Kommissionen skal 55% af medlemslandene stemme for, og de skal stadig repræsentere 65% af alle EU-borgere.
Den fulde Kommission skal også vælges med absolut flertal i Europa-Parlamentet.
Kommissærer kan ikke fyres af de nationale regeringer eller parlamenter. Den ikke-valgte Kommission kan regere i 5 år. Kun i teorien kan Kommissionen blive fyret af medlemmer af Europa-Parlamentet.
Det kræver et flertal på 2/3 af dem, der stemmer, og samtidig et absolut flertal af medlemmerne. Ikke et simpelt flertal som i de nationale parlamenter. Mindretal i Europa-Parlamentet har truet med forslag om mistillidsvotum. Men de er aldrig lykkedes.
Europa-Parlamentet kan ikke fyre en enkelt kommissær eller indsætte en anden Kommission. Kun statsministre har ret til at foreslå en ny Kommission, hvis Europa-Parlamentet forkaster deres første forslag. Reglerne er dog blev ændret i praksis gennem Europa-Parlamentets "kup" for europæisk parlamentarisme i 2014.
ABSOLUT FLERTAL I EUROPA-PARLAMENTET
Europa-Parlamentet har øget sin indflydelse på de europæiske love.
Fra 14. juli 2009 til 12. august, 2013 deltog Parlamentet i 247 førstebehandlings-aftaler, 25 tidlige aftaler ved andenbehandlingen, 25 aftaler ved andenbehandlingen og 8 tredjebehandlinger med forligsudvalg.
I 2008 havde Parlamentet indflydelse på 48 forordninger, 53 direktiver, 30 beslutninger og 1 anbefaling, i alt 132 forslag gennem fælles beslutningstagning med Ministerrådet.
I 2005 var der kun 61 sager under den såkaldte fælles beslutningstagning.
De valgte medlemmer af parlamentet kan ikke beslutte noget uden godkendelse fra den ikke-valgte Kommission. De valgte parlamentsmedlemmer kan kun foreslå ændringer til de afgørelser, der træffes af de ikke-valgte. Ændringsforslagene tæller kun i andenbehandlingen, når Europa-Parlamentet er i stand til at samle et absolut flertal af medlemmerne bag dem.
Et absolut flertal er lig med 376 af 751 parlamentsmedlemmer.
Normalt er der omkring 100 MEP'er, som ikke deltager i afstemningerne. Et absolut flertal vil derfor normalt kræve et kompromis mellem de største politiske grupper i Europa-Parlamentet eller støtte fra mindst omkring 60% af parlamentsmedlemmerne .
Det er årsagen til det særlige forhold mellem de to største grupper, de kristelige demokrater i EPP og Socialdemokratiet og socialister i S&D-partiet, tidligere PSE. De har normalt mere end 60% af pladserne i Europa-Parlamentet og koordinerer deres ændringsforslag og stemmer .
Hvis medlemmerne ikke ville koordinere på tværs af det politiske spektrum, ville de valgte medlemmer af parlamentet slet ikke have nogen indflydelse overhovedet.
FORLIGSUDVALGET OG TREPARTSMØDER
Kommissionen behøver kun at læse forslag, der har et absolut flertal af medlemmerne bag sig. Kun disse forslag kan gå fra andenbehandlingen til den tredje behandling i et såkaldt forligsudvalg.
I førstebehandlingen kan Parlamentet fremsætte forslag med simpelt flertal, men Kommissionen følger med i afstemningerne og konstaterer, om Parlamentet kan genfremsætte forslaget i en andenbehandling, hvor der kræves absolut flertal i Parlamentet.
Det absolutte flertal er nøglen til Parlamentets indflydelse., også under de mange førstebehandlingsaftaler. Forligsudvalget er sammensat af et lige antal repræsentanter fra medlemsstaterne og Europa-Parlamentet, der er udpeget efter det såkaldte d`Hondt-system, som favoriserer de største grupper.
Forligsudvalget mødes bag lukkede døre. I praksis foregår de reelle forhandlinger mellem embedsmænd fra de forskellige institutioner og måske rådsformanden og én eller flere ordførere eller koordinatorer eller skyggeordførere. Deres assistenter - og lobbyister - har ofte en reel indflydelse på resultatet.
Embedsmænd fra alle institutioner mødes og beslutter reelt de fleste love bag lukkede døre, oftest uden fuld indsigt fra kommissærer, ministre og de folkevalgte parlamentsmedlemmer i de såkaldte trepartsmøder, der har overtaget megen magt.
Repræsentanterne for Ministerrådet og Europa-Parlamentet bliver oftest enige om et kompromis. Der er i virkeligheden få tilfælde, hvor resultatet bliver sat til formel afstemning i både Rådet og Europa-Parlamentet i den såkaldte tredje behandling.
I Ministerrådet vil den endelige juridiske tekst normalt kræve et kvalificeret flertal af medlemmerne for at blive vedtaget. Det er 260 af 352 stemmer i en afstemning, hvor eksempelvis Tyskland har 29 stemmer, Sverige 10 stemmer, Irland og Danmark 7 stemmer, Luxembourg 4 og Malta 3.
Lissabon-traktaten giver større stemmevægt til de største medlemslande ved at indføre en afstemning i forhold til størrelsen af befolkningen. Dette giver Tyskland 80,5 millioner stemmer mod Danmarks 5,6 millioner fra den 1. november 2014. De nye stemmeregler vil gøre det meget nemmere at nå en aftale i Rådet i korridorerne. Reformen vil ikke give større indflydelse til vælgerne.
Ministrene i Rådet repræsenterer formelt regeringerne i de 28 medlemsstater. Dog forhandler Rådet kun 15% af EU-lovgivningen.
Langt størstedelen af lovgivningen - måske endda 85% - er forhandlet og - i virkeligheden - besluttet i 275 hemmelige arbejdsgrupper i Rådet. De er forberedt af den ikke-valgte Kommission med dens 3.000 hemmeligt arbejdende arbejdsgrupper, hvor vi stadig ikke ved, hvem alle rådgivere er.
KUN FÅ AFSTEMNINGER UDEN ENSTEMMIGHED
Ud over de 132 retsakter, udført gennem fælles beslutningstagning med Parlamentet i 2008, har Ministerrådet også vedtaget yderligere 137 forordninger, 14 direktiver, 245 beslutninger og 8 anbefalinger. Det tilføjer op til 404 fra Rådet efter forslag fra Kommissionen og i alt 536, når vi medregner de 132 retsakter vedtaget i samarbejde med Europa-Parlamentet.
Rådet offentliggjorde kun 147 stemmeresultater i 2008. Tabellen fra Rådet viste 19 afstemninger med forskellige meninger. 128 afgørelser var enstemmige.
I de 19 sager stemte 8 lande imod, og 32 undlod at stemme. Af 3.544 mulige stemmer fra de da 27 medlemslande var kun 40 ikke-enstemmige, og kun 8 lande stemte imod en sag sat til officiel afstemning.
Uoverensstemmelser mellem medlemsstaterne afvikles bag lukkede døre. Offentligheden informeres ikke om de reelle uenigheder. Kun en meget lille bitte del af toppen af isbjerget vises frem for vælgerne.
Det har Lissabon-traktaten ikke ændret på, men uenighederne mellem landene skjules nu på trepartsmøder.
Når Parlamentet er utilfreds, kan det nu havne i aviserne og give offentligheden lidt indblik i beslutningsprocessen.
PARLAMENTARISK DEMOKRATI
Kun 2-3 % af alle EU-regler under den almindelige lovgivningsprocedure besluttes ved tredjebehandlingen, hvor det er nødvendigt, at Europa-Parlamentet positivt giver sin støtte.
Langt størstedelen af Unionens retsakter har aldrig set et folkevalgt medlem af Parlamentet, før de er vedtaget. Bagefter kan lovene kun ændres, hvis Kommissionen beslutter det og fremsætter et forslag til ændring, og får det godkendt af et normalt kvalificeret flertal i Ministerrådet.
Det gælder også for de 1.263 forordninger, direktiver, beslutninger og henstillinger, som blev vedtaget af Kommissionen alene i løbet af 2008.
Det er også tilfældet for de 404 tilsvarende afgørelser vedtaget af Rådet på egen hånd. Kun 132 sager blev åbnet for fælles beslutningstagning ud af 1799 forskellige regler, og så har vi ikke medtaget de 2.125 gennemførelsesbestemmelser, som blev vedtaget i komitologi .
DEMOKRATI I TRAKTATERNE
Princippet om parlamentarisk demokrati indgår i Lissabon-traktaten som et princip - men det er endnu ikke implementeret.
Fortalere for Lissabon-traktaten hævdede, at den ville øge Europa-Parlamentets magt. Det er delvist sandt. Medlemmer af Europa-Parlamentet har virkelig fået en masse indflydelse, men ikke den lovgivende magt.
Der er 19 områder, hvor Europa-Parlamentet fik større beføjelser. Der var 49 nye områder, hvor Europa-Parlamentet også har fået indflydelse gennem den almindelige lovgivningsprocedure.
Det er meget godt for parlamentsmedlemmerne.
Problemet er, at vælgerne og de nationale parlamenter har mistet mere magt, end hvad der er opnået af EP-parlamentsmedlemmerne. På de 49 områder kunne vælgerne gå til valg i deres medlemsstater og ændre loven.
Nu kan vælgerne stadig gå til valg, men de kan ikke længere ændre loven, medmindre de kan overbevise den indirekte valgte Kommisssion og et kvalificeret flertal i Rådet.
DET DEMOKRATISKE UNDERSKUD
Dette paradoks kaldes for et "demokratisk underskud". Det øges hver gang en beslutning flyttes fra de parlamentariske demokratier i de 28 medlemslande til Bruxelles .
Der er forskellige demokratiske løsninger på dette underskud. Føderalister foretrækker at give den fulde lovgivende magt til Europa-Parlamentet og give Europa-Parlamentet ret til at udnævne regeringen - Kommissionen - som det sker i alle nationale demokratier.
Denne model kunne kaldes for parlamentarisk demokrati på EU-plan. Argumentet imod er, at Europa-Parlamentet (endnu) ikke har den samme legitimitet som de nationale parlamenter.
Valgdeltagelsen ved de europæiske valg er faldet ved hvert eneste valg, fra 63% i det første direkte valg i 1979 til 45% i 2004, 43% i 2009 og 42,54 % i 2014. Tallene er for alle EU-lande sammen. Vi kan håbe, kurven vendes.
En anden model kunne være at give flere beføjelser til de nationale parlamenter til at kontrollere deres ministre, når de forhandler i Ministerrådet. Og hvorfor ikke kombinere det med et krav om, at alle EU-love også skal vedtages af et simpelt flertal i Europa-Parlamentet?
Alle love må have støtte af et flertal af folkevalgte, her eller der eller begge steder. Man kan ikke have love, som ikke kan laves om af vælgerne på næste valgdag.
Begge modeller kan kombineres med princippet om ægte nærhed – subsidiaritet - så EU-institutionerne kun lovgiver på områder, hvor de nationale parlamenter ikke selv kan lovgive effektivt.
Hvis EU begrænser sin styring til de områder, landene ikke selv kan styre, vil vælgerne ikke miste noget, men tværtimod opnå en medindflydelse, hvor vælgerne ellers ikke ville have nogen indflydelse.
For disse områder kan vi så etablere et ægte europæisk demokrati med pan-europæiske partier og europæiske valg for udvælgelse af EU-Kommissionens formand. Han/hun kunne så vælge sin regering og få den godkendt af et flertal i Europa-Parlamentet. Det er den føderalistiske model.
For dem, der ikke tror på en fælles europæisk folk, der deltager entusiastisk i valget af en "udlænding" som statsminister, vil vi i stedet kunne have direkte valg af den nationale kommissær sammen med de europæiske valg.
Så vil de forskellige parter og bevægelser kunne foreslå deres kandidater og programmer, og den med flest stemmer vil blive valgt.
Han eller hun kunne derefter besøge det nationale parlament om fredagen, når der ikke er møder i Bruxelles. Vælgerne ville så få deres egen repræsentant i det mest magtfulde organ i EU, i Kommissionen. Så ville det ikke længere være et demokratisk problem, at Kommissionen har eneret til at foreslå nye love.
I administrationen af deres europæiske porteføljer kunne kommissærerne så være ansvarlige over for Ministerrådet og Europa-Parlamentet.
PRÆSIDENTIEL REGERING
Under Barrosos to kommissioner fra 2004-14 har der ikke været en eneste afstemning i kollegiet af kommissærer. Der er i praksis etableret et præsidentielt system. Debatterne i kollegiet af kommissærer er temmelig formelle.
Kommissionens formand læser ofte højt af en tekst fra sine embedsmænd. Der er ikke altid reel debat om de forskellige forslag, men når mødet er slut, er alle punkter på dagsordenen vedtaget.
Før Barrosos tid brugte en kommissærs kabinet måske 80% af deres tid på at skabe alliancer med andre kabinetter. Nu kan de bruge 80 % af tiden til at overbevise formandens kabinet.
Det er kun et lille mindretal af Kommissionens beslutninger, som rent faktisk træffes i kollegiet af kommissærer. I 2008 blev kun 269 sager besluttet gennem mundtlige forhandling. 3.067 blev besluttet skriftligt og 2.227 gennem den såkaldte empowerment procedure og 4.008 i delegation eller videredelegerings-procedurer.
Af 9.571 afgørelser blev kun 2,8% besluttet efter mundtlige drøftelser i Kommissionen.
Den største del af Kommissionens beslutninger træffes af ukendte og ikke-valgte embedsmænd efter delegation - og yderligere delegation - eller i skriftlige procedurer mellem kabinetterne for de forskellige kommissærer.
Vi har fået en præsident for Europa, men han er ikke valgt på den måde, som for eksempel Barack Obama eller Francois Hollande er valgt ved direkte valg. Desuden kan vi ikke se og kontrollere, om han styrer Kommissionen, eller om det er embedsmændene og nogle stærke statsministre eller en tysk kansler, som styrer ham.
I tillæg har vi så fået en anden indirekte udpeget ”præsident” for Det europæiske Råd, Herman Van Rompuy.
84 % AF DE TYSKE LOVE FRA BRUXELLES
Den tidligere tyske præsident Roman Herzog tjente også som præsident for den tyske forfatningsdomstol og som formand for det første forfatningskonvent, som skrev Chartret om Grundlæggende Rettigheder for EU. Han skrev i Die Welt den 21.01.2007, at 84 % af alle tyske love da stammede fra Bruxelles.
- "Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt man uforbeholdent kan kalde Forbundsrepublikken Tyskland for et parlamentarisk demokrati", skrev han og tilføjede:
- " EU-politikker lider af en alarmerende grad af mangel på demokrati og en de facto suspension af princippet om magtadskillelse”, advarede han.
Herzog så rigtigt. I Den Europæiske Union vedtages størstedelen af lovgivningen fortsat af ikke-valgte embedsmænd bag lukkede døre. Demokratiet er blevet en undtagelse for loves vedtagelse i alle 28 medlemslande.
Det er et klart brud på princippet om demokrati, som ellers er nedfældet i traktaterne. Dette princip kræver reformer af EU med demokrati, ansvarlighed og gennemsigtighed.
FÆLLES BESLUTNINGSTAGNING I TAL
Europa-Parlamentet har afsluttet den sidste april session før de europæiske valg i maj 2014 med godkendelse af 70 retsakter. Fra 2009-14 godkendte Europa-Parlamentet 970 retsakter.
Fra 1999 - 2004 blev 135 forslag vedtaget under førstebehandlingen, 192 i andenbehandlingen og 86 i tredjebehandling. Det var 33, 46 og kun 21% ved tredjebehandlingen.
Fra 2004 - 2009 blev 341 beslutninger indgået ved første behandling, 110 ved andenbehandlingen og 23 ved den tredje og afsluttende behandling. Det er 72, 23 og kun 5% ved tredjebehandlingen hvor Europa Parlamentet og Ministerrådet er mere lige, og hvor magten i Europa-Parlamentet ligner et rigtigt parlament.
Se også Antal love, Trepartsmøder, Ansvarlighed og Subsidiaritet
--
