Trepartsmøder - Trilogmøder
Trepartsmøder – ”Trilog-møder”
Under den almindelige lovgivningsprocedure har Europa-Parlamentet ret til at foreslå ændringer til de forslag til nye love, som Kommissionen har udarbejdet.
Kommissionens forslag, Parlamentets ændringsforslag og Rådets fælles holdninger mødes så i et såkaldt trepartsmøde med repræsentanter fra de tre institutioner og forhandler et kompromis.
Folketinget har oversat det engelske udtryk ”trialogue meeting” med ”trilogmøder”. 80% af alle sådanne love vedtages med en enkelt behandling. Der var omkring 1000 fortrolige trepartsmøder i 2013, anslår online-avisen euobserver.com efter en grundig undersøgelse af trepartsmøderne. Senere officiel statistik fandt knap 700 treparts- eller trilogmøder i 2013.
Det første trepartsmøde skete under tysk formandskab i 1994. Trepartsmøderne er måske den vigtigste del af lovgivningsprocessen efter Kommissionens udarbejdelse af forslagene, men det vigtigste mødested er overhovedet ikke nævnt i traktaterne!
I stedet er trepartsmøderne reguleret af en fælles erklæring fra de tre institutioner fra juni 2007. Europa-Parlamentet har vedtaget interne regler ved at ændre sin forretningsorden for at regulere forholdet mellem de forhandlende MEP'er og deres ansvarlige udvalg og Europa-Parlamentet som sådan.
Trepartsmødet afsluttes normalt med en aftale. Det kan være en førstebehandlingsaftale, en andenbehandlingsaftale eller en midtimellem. Den fungerende formand for Coreper sender derefter en formel skrivelse til formanden for det ansvarlige udvalg i Europa-Parlamentet og bekræfter skriftligt, at Rådet vil vedtage loven i henhold til aftalen.
Så vedtager Europa-Parlamentet loven i plenum med simpelt flertal. Efter denne vedtagelse vil medierne ofte skrive, at "Europa-Parlamentet vedtog i dag”. Denne beslutning har ingen plads i traktatens regler og skjuler, hvor lovgivningsmagten er placeret.
Europa-Parlamentet kan kun foreslå ændringer til udkast fra Kommissionen, og forkaste hele forslaget med absolut flertal af sine medlemmer.
Ændringsforslag fra Ministerråd og Parlament kan kun blive til lov, hvis de godkendes af den ikke-valgte Kommission. De ikke-valgte i Kommissionen står over de folkevalgte i Europa-Parlamentet.
Repræsentanterne for medlemslandene i Ministerrådet kan dog vedtage en tekst imod Kommissionens holdning, men så skal beslutningen i Ministerrådet tages med enstemmighed og altså godkendes af samtlige 28 medlemslande.
Den juridiske vedtagelse sker efter trepartsmøderne som et A-punkt på det næste rådsmøde, uden debat. Godkendelsen i Europa-Parlamentet er symbolsk og har ingen juridisk betydning.
Det eneste, som tæller, er forkastelse med absolut flertal eller vedtagelse af ændringsforslag med simpelt flertal under førstebehandlingen og med absolut flertal under andenbehandlingen.
Ministerrådet beslutter med kvalificeret flertal eller – nu meget sjældent - med enstemmighed.
Den reelle indflydelse for de involverede parlamentsmedlemmer er langt større end den begrænsede formelle kompetence. Kommissionen retter sig ofte efter Parlamentets ændringsforslag, uden at Kommissionen er forpligtet til det. Den formelle beslutningsproces i traktatens artikel 294 TFEU er reelt afløst af pragmatiske aftaler mellem de tre institutioners forhandlere.
Mødekalender, dagsorden og referater fra trepartsmøderne offentliggøres ikke. Der er ingen journalister til stede, når lovene reelt bliver besluttet.
Se Demokrati og den Almindelige lovgivningsprocedure
Note
Mellem 14. juli 2009 og 12. august 2013 blev der ifølge Folketinget indgået i alt 247 førstebehandlingsaftaler, 25 tidlige andenbehandlingsaftaler og 25 andenbehandlingsaftaler. Der blev kun nedsat 8 forligsudvalg.
Link
http://euobserver.com/investigations/123555
