Luxembourg-kompromiset
- (Foto: www.morguefile.com)
I juni 1965 indledte den franske præsident, Charles de Gaulle, en boykot af alle ministerrådsmøder; "den såkaldte tomme stols politik".
Under Rom-Traktaten af 1957 skulle landbrugs- og budget-emner afgøres ved flertalsafgørelser efter en overgangsperiode, hvor de skulle afgøres ved enstemmighed. I slutningen af enstemmighedsperioden nægtede de Gaulle at acceptere afskaffelsen af enstemmighedsproceduren, og sådan begyndte den franske boykot.
I Januar 1966 fandt man et kompromis, der tillod medlemsstater at nedlægge veto mod forslag, der stred imod 'vitale nationale interesser'. Vitale interesser betyder vigtige interesser, men Luxembourg-kompromiset kunne i praksis bruges på ethvert område, så længe et blokerende mindretal var villig til at støtte veto-landet.
Forliget satte ikke afstemninger ud af kraft, men fungerede på den måde, at et land der påberåbte sig vetoretten, fik støtte til, at forhandlingerne skulle fortsætte fra de lande, der var tilhængere af vetoretten.
"Luxembourg-kompromiset" havde nemlig ingen juridisk status, men var blot en politisk vedtagelse, der blev skrevet ned i et såkaldt "communiqué". Forliget sagde blot, at der var uenighed mellem Frankrig og de fem øvrige medlemslande om afstemningerne. Luxembourg-forliget blev respekteret indtil december 1985, da stats- og regeringslederne fra medlemsstaterne enedes om ikke at bruge det.
Statsministrene gav samtidig hinanden lov til at benægte, at Luxembourg-kompromiset var afskaffet. I Danmark blev vetoretten tilmed højtideligt indskrevet som en betingelse for dansk accept af Den fælleseuropæiske Akt. Det blev i debatten før folkeafstemnignen fremhævet, at vetoretten gælder i alle spørgsmål.
Der kan derfor fortsat være uenighed om, hvorvidt Luxembourg-kompromisets vetoret eksisterer. Svaret er, at det eksisterer kun, hvis det respekteres af lande med et blokerende mindretal af stemmer. Der stemmes, og afstemningsresultatet er det eneste, som gælder. Danmark har ikke anvendt vetoretten siden.
Noter
- I 1982 forsøgte Storbritannien at bruge vetoretten mod de foreslåede prisstigninger på landbrugsprodukter, men de andre lande nægtede at anerkende veto'et, fordi formålet var at få en Britisk rabat.
- Det sidste succesfulde veto, hvor en vigtig national interesse blev påberåbt, var i 1984.
- I maj 1988 forsøgte Grækenland at bruge vetoretten, men uden held.
Den politiske vetoret - også kaldet Luxembourg-kompromiset - må ikke forveksles med den vetoret, som alle lande har, når der kræves enstemmighed.
Fremtiden
Lissabon-Traktaten vil formelt afskaffe Luxemburg-kompromiset gennem Art. - 251 TEF som gør afstemninger med kvalificeret flertal til reglen. Enhver undtagelse herfra skal være udtrykkeligt hjemlet i forfatningen.
Jean Monnets tidligere 'højre hånd' - Georges Berthoin - har foreslået at genindføre vetoretten i vigtige nationale spørgsmål. Men han kræver, at statsministeren så skal være parat til at forsvare det nationale veto på et EU-topmøde. Demokrati-Forum i Konventet har i en mindretalsudtalelse tilføjet et ekstra krav om, at veto'et også skal vedtages af det nationale parlament gennem en offentlig debat og afstemning.
Links
Europa glossary http://europa.eu/scadplus/glos......y/luxembourg_compromise_en.htm
