EUABC En ordbog over begreber med forbindelse til EU

En kommission er normalt en gruppe af mennesker, der undersøger visse spørgsmål, udfører visse administrative aktiviteter eller for eksempel forbereder en ny lov. EU bruger ordet for sitvigtigste lovgivende, administrative og udøvende organ, der både har lovgivende, udøvende og dømmende myndighed.

Kommissionen er motoren i den europæiske integration, og det eneste organ i den demokratiske verden med et monopol på at foreslå love.

Kommissionen beslutter selv de fleste EU-regler. De vigtigste love vedtages efter den almindelige lovgivningsprocedure i fælles beslutningstagning mellem Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet.

Ifølge euobserver.com var der i 2013 var op til 1000 såkaldte "trepartsmøder” eller ”trilogmøder" mellem repræsentanter for Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet til at udarbejde kompromiser om nye love. På disse møder har Kommissionens repræsentant det fulde kendskab til den pågældende sag og den stærkeste forhandlingsposition.

Medlemslandene kan kun ændre et forslag fra Kommissionen, hvis de alle er enige. En embedsmand fra Kommissionens tjenestegrene kan underkende 27 af 28 medlemslande. På den anden side er Kommissionen forpligtet til at samle et kvalificeret flertal af medlemslandene for vedtagelsen af loven.

Kommissionen gennemfører også regler. Her kan de beslutte på egen hånd, medmindre et kvalificeret flertal i Ministerrådet eller absolut flertal i Europa-Parlamentet beder om at få spørgsmålet på dagsordenen igen.

Kommissionen er sammensat af et medlem fra hver medlemsstat "antydet" af den nationale regering, men formelt valgt af et super-kvalificeret flertal blandt statsministrene eller stats-og regeringschefer i Det Europæiske Råd, og et absolut flertal på mindst 376 af parlamentsmedlemmerne.

I 2014 etablerede Europa-Parlamentet et demokratisk "kup" mod traktatens regler og foreslog Jean-Claude Juncker som formand for Kommissionen. Statsministre og præsidenter i Det Europæiske Råd blev overrumplet. For at undgå en forfatningsmæssig kamp og krise foreslog statsministrene da også Juncker med 26 stemmer mod Storbritannien og Ungarn.

Juncker blev derefter valgt til præsident 15. juli 2014 med 422 stemmer, imod 250, 47 undlod at stemme og der var ti ugyldige stemmer. Der er 751 medlemmer af Europa-Parlamentet. Den 22. oktober 2014 blev hele kollegiet godkendt af Europa-Parlamentet med 423 stemmer for, 47 flere end nødvendigt. Der var 209 stemmer imod og 67, der undlod at stemme.

Barroso blev genvalgt i 2009 med 488 stemmer for, 137 imod og 72, der afholdt sig fra at stemme. Der var dengang kun 736 medlemmer.

Den 1. november 2014 indførtes nye regler. Fremover skal valg af Kommissionens formand og senere det fulde kollegium af kommissærer godkendes af 72% af medlemslandene, som samtidig skal repræsentere 65% af den samlede befolkning i EU.

Det er nu mest teori. I 2019 kan man forvente, at Kommissionens formand igen vil være resultatet af de europæiske valg. En slags "europæisk parlamentarisme" er blevet indført ved en de facto traktatændring, et ”demokratisk kup”.

Ifølge Lissabon-traktaten skal Kommissionen "vælges" af Europa-Parlamentet. Men de kan kun vælge en præsident foreslået af Det Europæiske Råd. Et absolut flertal af MEP'erne skal også stemme for den fulde Kommission. Europa-Parlamentet kan ikke afvise en individuel kandidat, men kun true med at blokere hele Kommissionen.

Hvis Parlamentet forkaster Kommissionen, skal processen starte forfra igen og igen, og igen. Der er ingen traktat-løsning uden et kompromis mellem statsministrene og det absolutte flertal i Europa-Parlamentet.

1. Efter de europæiske valg mødtes de udgående ledere af de politiske grupper den 27. maj kl. 11.30 for at drøfte resultatet af valget og en mulig EP kandidat til lederen af Kommissionen. Så mødtes den afgående formand Martin Schulz med den afgående formand for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy. Det Europæiske Råd mødtes til en uformel middag den samme dag i Justus Lipsius-bygningen.

2. De gamle gruppeledere indkaldte til gruppemøder og etablerede nye grupper med deres nye eller genvalgte ledere. De derefter folkevalgte gruppeledere mødtes i Formandskonferencen og besluttede deres strategi og valg og betingelser i et kompromis, der dækker tre store familier, Socialdemokraterne, De Liberale og Kristendemokraterne. EP havde et højreflertal som i fortiden, og de tre grupper foreslog derfor Jean-Claude Juncker som den næste formand for Kommissionen. Et socialistisk flertal ville have foreslået den afgående Parlaments- præsident Martin Schulz.

3.. Juncker var ikke det foretrukne valg for Det Europæiske Råd. Den tyske kansler Angela Merkel gav ind og andre om at støtte Juncker i et møde i Det Europæiske Råd den 26.- 27. juni 2014. Statsministrene undgik at foreslå en kandidat, der ikke kunne samle et absolut flertal i Europa-Parlamentet.

4.. Den foreslåede Kommissionsformand deltog derefter i høringer i alle politiske grupper i Europa-Parlamentet. Flertallet bag Juncker etablerede et politisk arbejdsprogram med indrømmelser til venstrefløjen. Det Europæiske Råd fastlagde også politiske retningslinjer. 15 juli 2014 blev Juncker blev præsenteret i et højtideligt plenarmøde i Europa-Parlamentet og godkendt.

5.. Kommissionens nu valgte formand kunne fortsatte med at konsultere statsministrene og forhandle kandidater med dem for et fuldt kollegium af kommissærer. Stærke statsministre kunne insistere på at få de mere vigtige porteføljer. Svagere kunne forsøge at få det bedste af, hvad der var tilbage, og kunne formelt foreslå kandidaten, der kunne få den bedste position. Eller alternativt, en kandidat statsministeren eller præsidenten ønskede at slippe af med på nationalt plan ...

6. Europa-Parlamentet modtog alle forslag til kommissærer til intense offentlige høringer i deres udvalg, og misbiloigede en enkelte kommissær, selvom det er imod de formelle traktatbestemmelser.

7. Den første slovenske kandidat, tidl. statsminister Alenka Bratusek, trak sig tilbage og blev erstattet af vicestatsminister Violeta Bulc, som så fik en anden portefølje. Der blev også flyttet på ansvarsområder og en næstformandspost, inden Juncker kunne få sin nye Kommission godkendt den 22. oktober 2014 i Europa-Parlamentet og dagen efter på et topmøde for statsministrene i Bruxelles.

8. Endelig vil de folkevalgte kommissærer derefter gå til EF-Domstolen i Luxembourg og underskrive en ed om at handle uafhængigt i udførelsen af deres opgaver – så kan de starte deres job i Berlaymont-bygningen i Bruxelles.

De fleste politiske familier har i 2014 foreslået deres kandidat til Kommissionens formand:

Dog kunne de kun blive sat til afstemning blandt vælgerne, hvis de også var kandidater til Europa-Parlamentet, og derefter kan de kun blive valgt i deres eget land.

Dette kan ses som et forsøg på at øge offentlighedens interesse ved at sætte hoveder i front.

Det er svært at forudse en sammensætning af Kommissionen som et organ, der repræsenterer mere end de vigtigste politiske familier.

Juncker-Koimmisisonen fra 2014 består af 14 EPP, 8 S&D, 5 ALDE og 1 ECR medlem.

Barroso II-Kommissionen 2009-14 var sammensat af 13 medlemmer fra Europæisk Folkeparti, EPP, 8 fra liberale ALDE partiet og 6 Socialdemokrater, S&D. Der var ikke nogen medlemmer fra andre politiske grupperinger. Kroatiens medlem fra 2013 er en social demokrat.

I 2010 traf Kommissionen 305 beslutninger ved mundtlig procedure, 2.785 ved skriftlig procedure, 2.151 ved delegation og 4.329 ved subdelegation. I alt 9.570 afgørelser blev vedtaget af Kommissionen i 2010.

I 2008 traf Kommissionen 9.571 afgørelser 269 i mundtlig procedure, og 3.067 i skriftlig procedure mellem kabinetter kommissærerne, 2.227 i empowerment procedurer og 4.008 i delegation eller subdelegation.

Kommissionen har ligeledes besluttet 2.125 gennemførelsesforanstaltninger i såkaldte udvalgsprocedurer. Dette antal var 2.522 i 2007 og 2.901 i 2006.

97% af alle Kommissionens beslutninger blev truffet ved skriftlig procedure, delegation eller sub delegation. Kun 2,3% blev taget i mundtlige møder - i 2008 269 ud af 11.696 beslutninger, herunder gennemførelsesbestemmelser.

Kommissærerne havde ikke en afstemning om et enkelt spørgsmål under Barrosos ti år som formand for Kommissionen. Formanden sætter retningen og kan fyre dem alle.

I 2008 har Kommissionen mødtes 43 gange og produceret 420 forslag til direktiver, forordninger og afgørelser og 10 henstillinger. Den fremlagde 318 meddelelser og rapporter samt 9 grønbøger og en hvidbog.

Den fremlagde ligeledes 358 meddelelser og rapporter samt 11 grønbøger og 4 hvidbøger.

Kommissionen mødtes 46 gange, i 2002 og sendte 1287 forslag for Ministerrådet og Europa-Parlamentet. Disse forslag bestod af 54 direktiver, 599 forordninger og 634 beslutninger.

Kommissionen er ansvarlig for ca 3000 hemmeligt arbejdende arbejdsgrupper. Disse grupper er oprettet for at fastsætte en dagsorden, forberedelse nitiativer, mobilisere politisk og organisatorisk støtte til særlige foranstaltninger og konsensus, og nogle gange som et administrativt figenblad, når det ønskes, at ingen handling skal ske.

Lissabon-traktaten har ændret proceduren for kommissærudnævnelse. I henhold til Nice-traktaten skulle medlemslandene "foreslå" deres nationale kommissærer og have en effektiv vetoret i at beslutte hvem.

Under Lissabon-traktaten kan medlemsstaterne kun "antyde” navne til afgørelse til den allerede udpegede formand for Kommissionen. Ændringen fra ”foreslå” til ”antyde” er ikke med i den danske ovfersættelse. I den engelske udgave udskiftes ”propose” med ”suggest”.

Lissabon-traktaten har en rotationsordning for kommissærer, så kun 2/3 af medlemsstaterne kan være repræsenteret i Kommissionen, på én gang. Dette forslag blev opgivet efter den irske folkeafstemning den 12. juni 2008 om afvisning af Lissabon-traktaten.

Jf. artikel 17-18 i TEU og 244-250 i TFEU i Lissabon-traktaten. Reglerne i Nice-traktaten kan findes i den særlige protokol om udvidelse, artikel 4.

Det er her forudsat, at Kommissionen skal være mindre, når EU har nået 27 medlemmer. Et rotationssystem skulle dog vedtages med enstemmighed.

"Antallet af medlemmer af Kommissionen fastsættes af Rådet med enstemmighed." Det nye system erstatter artikel 213 TEF med angivelse af: "Kommissionen skal omfatte mindst én statsborger fra hver af medlemsstaterne«.

- Lissabon-traktaten ændrede også kravet fra simpelt til absolut flertal af parlamentsmedlemmerne for godkendelse af Kommissionen.

- Kommissionen kan afskediges af et flertal på to tredjedele af Europa-Parlamentet, som også skal repræsentere et absolut flertal af medlemmerne.

- Kommissionen har et generalsekretariat ledet af en generalsekretær og 33 stående generaldirektorater.

Artikel 214.2.2 TEF i Nice-traktaten kan konsulteres for de tidligere procedurer, hvor Kommissionen formelt blev udpeget af et kvalificeret flertal - 255 af 345 vægtede stemmer fra mindst 18 af de 27 statsministre i Det Europæiske Råd, og derefter godkendt af et simpelt flertal i Europa-Parlamentet.

- I en formel afstemning blandt statsministre eller præsidenter skulle det kvalificerede flertal bag den nye Kommission være mindst 19 af de 28 statsministre, der samtidig skulle repræsentere 260 af de 352 mulige stemmer i Det Europæiske Råd.

Føderalister kan ønske et direkte valg af Kommissionens formand til at give ham eller hende den samme legitimitet som præsident Obama, eller en fortsættelse af systemet, hvor de politiske familier opstiller en spidskandidat.

I stedet har Eurorealister og skeptikere foreslået direkte valg af de nationale kommissærer for at forbindr dem til vælgerne.

Et muligt kompromis i et nyt forfatningskonvent kunne være at kombinere de to forslag.