Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, FUSP
EU startede som et frihandelsområde, designet til at tillade fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser, personer og kapital mellem de europæiske lande. Siden har landene inddraget andre områder under fællesskabet.
En fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik blev først udviklet gennem den såkaldte anden søjle af EU-traktaten. Principperne for dette blev nedskrevet i afsnit V af Maastricht-traktaten.
Lissabon-traktaten fra 2009 har afskaffet søjle-opdelingen. Udenrigsministrene beslutter nu med kvalificeret flertal, hvis forslaget fremsættes af den fælles udenrigsminister. I andre udenrigspolitiske spørgsmål er der fortsat krav om enstemmighed i Rådet.
Udenrigsministeres officielle titel er: Unionens Høje Repræsentant for Udenrigsanliggender og Sikkerhedspolitik. Medierne kalder posten for Unionens udenrigsminister. Posten blev besat med den britiske baronesse Catherine Ashton fra 2009-14 og med den italienske udenrigsminister Federica Mogherini fra 2014.
Med Lissabon-traktaten er posten som den høje repræsentant sammenlagt med EU-kommissæren for eksterne relationer. Lissabon-traktatens fælles udenrigsminister har dermed to taburetter.
Han/hun udnævnes med super kvalificeret flertal af statsministrene i Det Europæiske Råd, men skal også accepteres af EU-Kommissionens formand og godkendes sammen med resten af Kommissionen af Europa-Parlamentet som næstformand i Kommissionen med ansvar for udenrigsanliggender.
Dette forslag blev først stillet af Frankrig og Tyskland. Den tyske udenrigsminister Joschka Fischer var selv kandidat til jobbet.
EU-Kommissionen havde i 2014 139 delegationer i andre lande og internationale organisationer, som er omdannet til EU-ambassader. Unionen har sit eget udenrigsministerium og forsvarsministerium i en ny bygning tæt på Kommissisonen.
Man startede rekrutteringen af op til 7000 ansatte i 2009, men er ikke færdige med alle poster. I 2013 var der ialt 3.374 ansatte i udenrigstjenesten, inklusive hovedkvarteret i Bruxelles og delegationerne, se EEAS – Annual report 2013
Unionen har også en fælles efterretningstjeneste, som er beskeden i omfang.
REGLERNE I LISSABON-TRAKTATEN:
Først, Det Europæiske Råd - statsministrene - beslutter de strategiske retningslinjer og målene for en fælles politik, med enstemmighed i henhold til artikel 22.1 TEU.
Derefter, udenrigsministeren - den højtstående repræsentant - fremsætter et forslag, sammen med Kommissionen, artikel 22.2 TEU.
Endelig, Ministerrådet beslutter de konkrete beslutninger og valg af "særlige repræsentanter" med kvalificeret flertal - Artikel 33 TEU.
Når militære engagementer er involveret, skal beslutninger altid træffes med enstemmighed - Artikel 42.4 TEU.
Denne beslutningsproces omfatter også repræsentation i FN. Se, hvor Lissabon-traktaten nævner FN under Forenede Nationer, FN.
Noter
Links