Initiativret - eneret til at stille forslag
EU-Kommissionen har eneret på at fremsætte forslag til EU-love. Det er alene disse ikke-folkevalgte, som har ret til at fremsætte lovforslag. Ministerrådet og EU-Parlamentet kan opfordre EU-Kommissionen til at fremsætte et lovforslag, men EU-Kommissionen bestemmer selv, om de vil følge rådet.
EU-Kommissionen bestemmer også selv retsgrundlaget for deres forslag og tager dermed stilling til, om et emne skal reguleres med bindende lovgivning eller frivillig koordination.
EU-Kommissionens valg af retsgrundlag og udkast til love kan kun ændres af Ministerrådet ved en enstemmig beslutning. Det giver EU-Kommissionen en usædvanlig stærk position i lovgivningsprocessen.
EU-Kommissionen er dog nødt til at ændre sine forslag, indtil der er et kvalificeret flertal i Ministerådet, som vil vedtage det. Ellers er forslaget ikke så meget værd.
Noter
- Det er EU-Kommissionen og EU-Parlamentet meget magtpåliggende at bevare EU-Kommissionens eneret til at stille lovforslag, fordi det sikrer en stærk over-national institution som motor for en stedse større og dybere EU-integration.
- Over-nationale institutioner som f. eks. EU-Kommissionen og EU-Parlamentet har en naturlig fælles interesse i at bevare denne struktur, mens nationale parlamenter og regeringer trækker i en anden retning. Alligevel er der mange EU-lande, som støtter initiativ-eneretten, fordi de anser EU-Kommissionen for deres forbundsfælle.
- Det antages, at EU-Kommissionen repræsenterer EU's fælles interesse som et hele. Det er EU-Kommissionens rolle som "Traktaternes vogter", der tænkes på her. Derved sikres det - i teorien - at alle medlemslandes interesser - selv de mindste nationers - tages med i overvejelserne, når der skal fremsættes forslag til nye EU love.
Fremtiden
Lissabon-traktaten bevarer EU-Kommissionens initiativret, men inden for områderne retlige og indre anliggender samt udenrigspolitik gælder andre regler: I henhold til Lissabon-traktaten kan en gruppe bestående af 25 % af medlemsstaterne også fremsætte lovforslag (artikel 68 TFU).
Inden for udenrigspolitik er det med Lissabon-traktaten sådan, at flertalsafgørelser er gældende, når EU's udenrigsminister/høje repræsentant - der også er næstformand i Kommissionen - stiller et forslag på specifik forespørgsel fra Det Europæiske Råd (artikel 17 TEU).
