Gummi-paragraffen
- The seat of the European Parliament in Strasbourg (Foto: Quedza)
Gummiparagraffen
EU kan i princippet kun træffe beslutninger, hvis der findes en særlig lovbasis i traktaterne for beslutningen. Dette kaldes princippet om kompetencetildeling.
Men Romtraktaten havde en meget anvendt og ofte omtalt "gummiparagraf" i Artikel 235. Den gav hjemmel til at vedtage regler, hvor der ikke var en præcis hjemmel i traktaterne, men hvor emnet dog kunne relateres til det fælles økonomiske marked.
Bestemmelsen kan kun anvendes, hvis alle regeringer er enige.
Den blev særligt anvendt i 1970'erne og 1980'erne til at øge EU's beføjelser før vedtagelsen af Fællesakten i 1987. Den ny traktat introducerede mere specifikke artikler og kapitler, der gav EU magt til at lovgive på områder som miljø, forskning, udvikling og regionalpolitik.
Bestemmelsen indgik i Nice-traktaten som Artikel 308 og findes nu som Artikel 352 TFEU i Lissabon-traktaten. Den indeholder ikke længere den begrænsning, at love skal vedtages inden for rammerne af det fælles marked, men kan nu anvendes på alle Unionens politikområder til at kunne foretage smidige justeringer af unionen.
