Gummi-paragraffen
EU kan i princippet kun træffe beslutninger, hvis der findes en særlig lovbasis i traktaterne for beslutningen. Dette kaldes princippet om kompetencetildeling.
Men Romtraktaten havde en meget anvendt og ofte omtalt "gummiparagraf" i art. 235. Den giver hjemmel til at vedtage regler, hvor der ikke er en præcis hjemmel i traktaterne, men hvor emnet dog kan relateres til det fælles økonomiske marked. Bestemmelsen kan kun anvendes, hvis alle medlemslande er enige. Den har været anvendt omkring 830gange. (Nedegaards EU-leksikon)
Den blev særligt anvendt i 1970'erne og 1980'erne til at øge EU's beføjelser før vedtagelsen af Den Europæiske Fællesakt i 1987. Denne introducerede mere specifikke artikler og kapitler, der gav EU magt til at lovgive på områder som miljø, forskning, udvikling og regional-politik.
Bestemmelsen indgår i Nice-traktaten som art. 308, men indeholder ikke længere den begrænsning, at love skal vedtages inden for rammerne af det fælles marked.
Fremtiden
Lissbon-traktaten vil bevare og udvide fleksibilitets-klausulen for, indenfor Unionens politikområder, at kunne foretage smidige justeringer af unionen. Den eksisterende fleksibilitets-klausul kan kun anvendes i forbindelse med fællesmarkedet, hvor den nye klausul vil kunne anvendes på alle områder indenfor EU.
