Ansvarlighed og magtdeling
At være ansvarlig betyder at man står til ansvar og skal kunne aflægge regnskab over for andre.
* Vælgerne kan holde deres valgte repræsentanter til ansvar.
* MEP'er kan gøre ansvar gældende over for de ikke-valgte i Kommissionen.
* Kommissærer kan styre deres embedsmænd og arbejdsgrupper.
* Ministre kan styre deres embedsmænd.
* De nationale parlamentarikere kan kontrollere deres ministre fra deres nationale parlament.
Man taler om ”checks and balances”. Den franske filosof Montesquieu opfandt ”magtens tredeling” med magtadskillelse mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt. Målet var at hindre eller begrænse koncentration af magt og eventuel magtfordrejning. Princippet om magtadskillelse overholdes ikke i EU i dag.
I et demokrati holder vælgerne deres repræsentanter ansvarlige. Medlemmer af parlamenterne er nødt til at informere deres vælgere for at blive genvalgt. De skal forklare, hvad de laver, og vise hvordan de stemmer.
Parlamentsmedlemmer kan også blive nødt til at forklare, hvordan de bruger deres forskellige sekretariatstillæg, som bevist af skandalen i Storbritannien i 2009. Mange parlamentsmedlemmer brugte skatteydernes penge til helt private formål.
Uden effektive kontrolstrukturer tabes offentlighedens tillid, når skandalerne dukker op i medierne.
I Den Europæiske Union er Europa-Parlamentet det eneste organ, der repræsenterer vælgerne direkte. De er ansvarlige i den forstand, at de er valgt hvert 5 år. Men i mange lande er kandidater simpelthen sat på en liste af deres parti, og vælgerne har ingen eller begrænset indflydelse på, hvem der kommer til at blive valgt.
I Danmark opstiller alle partier deres kandidater sideordnede, så vælgerne afgør valgene.
I de fleste lande er det meget vanskeligt at opstille alternative lister til de traditionelle partier, der er repræsenteret i de nationale parlamenter. Vælgerne har et formelt valg, men ikke nødvendigvis en reel mulighed for at få deres egne synspunkter repræsenteret ved en MEP.
Ansvarlighed kan også betyde, at du bør have ret til at vide, hvordan din MEP bruger dine penge.
MEP'erne får € 4299 per måned til at dække forskellige udgifter. MEP'erne behøver ikke at levere noget bevis for, hvordan pengene er blevet brugt.
Du bør også være i stand til at se, hvordan din MEP’er stemmer om ændringsforslag og forslag til nye love. Det var kun muligt, når en politisk gruppe krævede såkaldte navneopråb. I dag kan du se stemmeprotokoller på internettet og se, hvad din foretrukne kandidat har stemt.
Kommissærer skal være ansvarlige over for Europa-Parlamentet. De er forpligtet til at besvare spørgsmål fra MEP'ere både mundtligt og skriftligt. Mange MEP'ere føler ikke, de får tilfredsstillende svar. Kommissærerne gemmer for meget, fremgår det af kapitlet om Åbenhed.
Du bør også have ret til at vide, hvordan kommissærer stemmer om de forskellige sager på deres dagsorden.
Under Barrosos kommissioner fra 2004-14 har der slet ikke været afstemninger i Kommissionen. Drøftelserne finder sted bag lukkede døre, og vi ved ikke, hvad ”vores” kommissær har foretaget sig på vore vegne.
Formanden læser ofte en tekst udarbejdet af hans tjenester. Der er ingen reel politisk debat. Formanden konkluderer. De fleste beslutninger træffes på vegne af Kommissionen udenfor mødelokalet, som det kan ses i kapitlet om demokrati.
Kommissionen offentliggør nu dagsordener og referater fra deres mødebeslutninger. Det kan sjældent ses, hvordan de kom til disse beslutninger. De behøver ikke levere aktindsigt fra deres drøftelser.
Kommissærerne giver oplysninger om de beløb, der er brugt på repræsentation. Men vi kan ike se de enkelte udgifter, som journalister kan modtage fra deres nationale ministre.
Kommissærerne skal nu informere om gaver, som de modtager, se Gaver.
Kommissærer kan hyre særlige personlige rådgivere. Disse navne er nu offentliggjort - men oplysningerne omfatter ikke løn for den særlige rådgivning, som de modtager fra politiske venner eller andre.
Kommissærerne foreslås af statsministrene i hvert land og håndplukkes af Kommisisonens formand. Ofte foreslår statsministeren en kandidat, som ikke længere kan vælges eller blive minister i hans/ endes eget land.
Da den tidligere premierminister Tony Blair udnævnte Peter Mandelson, var han allerede blevet forkastet to gange som minister fra det britiske parlament i Westminster.
Statsministre kan også foreslå navne på personer, de ønsker at slippe af med. Der er ingen valgprocedure til at beskytte vælgerne, så de kan få den bedste kandidat fra deres land.
Ansvarlighed kunne betyde, at hele Kommissionen skal vælges af et flertal i Europa-Parlamentet, at de enkelte nationale kommissærer vælges af det nationale parlament eller direkte fra vælgerne ved et direkte valg sammen med de europæiske valg hvert 5. år.
Ministrene i Rådet kan stå til regnskab for deres indlæg, deltagelse i forhandlinger og afstemninger i Rådet for det nationale parlament - og vælgerne i de lande, de repræsenterer.
Der er en vis ansvarlighed i nogle af de nationale parlamenter. I Danmark har Europaudvalget mødtes offentligt hver fredag siden den 6. oktober 2006, og også givet forhandlingsmandater til de danske ministre, før de kunne give en godkendelse i Ministerrådet .
Der er ingen andre lande, hvor ministrene skal have et forhandlingsmandat. I de fleste lande er de nationale parlamentsmedlemmer temmelig dårligt informeret og har ingen reel indflydelse.
Selv i Danmark er det normalt embedsmænd i ministerierne, der beslutter og leder den danske position i Rådets hemmeligt arbejdende 275 arbejdsgrupper.
De bistås af 35 specialudvalg bestående af repræsentanter fra erhvervsorganisationer og ngo'er i et ekstremt tæt vævet korporativt system, som ledes fra ministerierne.
De almindelige medlemmer af folketinget, medierne og borgerne er på sidelinjen i den vigtige forberedende fase, hvor de fleste beslutninger forberedes.
Det såkaldte forhandlingsmandat gives ofte først, når forhandlingerne er næsten færdige og kun afventer den formelle beslutning i Ministerrådet.
En simpel reform med ansvarlighed kunne være at lade alle beslutninger afgøre af et flertal i de nationale parlamenter og/eller Europa-Parlamentet. I de nationale parlamenter vil det kun være en afstemning om medlemsstaternes input i drøftelserne. Europa-Parlamentet kunne godkende alle EU-love sammen med et kvalificeret flertal i Ministerrådet.
Tyskland er det eneste land, der giver fuld adgang til alle EU-dokumenter for parlamentsmedlemmer.
Se Åbenhed, Demokrati og Subsidiaritet