Suverænitet

Suverænitet

En stat er suveræn, hvis den kan bestemme sine egne forhold og indgå aftaler med andre stater. EU er stiftet som et forbund mellem suveræne stater, men er gradvist udviklet til en Union, hvor medlemslandenes suverænitet et begrænset.

EU kan vedtage direkte virkende love – forordninger - som ikke først behøver at blive omsat til nationale love af det nationale parlament.

EU kan indgå bindende internationale aftaler, hvor andre lande må opleve EU som en suveræn nation, selv om EU ikke formelt er en forbundsstat med egen repræsentation i FN.

EU-Domstolen beslutter bindende, hvilken del af national suverænitet, der er indskrænket.

Nogle mener derfor, at medlemslandene ikke længere er fuldt ud suveræne. Andre hæfter sig ved, at et EU-land jo bare kan melde sig ud af EU og derfor stadig har sin suverænitet i behold. Nogle mener, at et land kan vinde større reel indflydelse ved at dele suveræniteten med andre lande.

Andre mener, at et land kan miste reel indflydelse og demokrati, hvis det overlader suverænitet på områder, hvor det måske selv kunne lovgive lige så godt eller bedre.

Lissabon-traktaten giver ret til udmeldelse af EU efter to års ventetid. I sådanne tilfælde kan landet f.eks. få en partnerskabs-aftale i stedet. Imidlertid vil der være fare for, at landet alligevel skal fotokopiere mange af EU's beslutninger. Derfor sondrer man mellem formel og reel suverænitet.

Norge og Island kopierer således alle EU-love om det Indre Marked uden mulighed for at kunne påvirke dem med egen repræsentation eller ændre dem. Kopieringen sker frivilligt og ”suverænt”.

Links

 

Se også Føderalisme.