Den danske grundlov og EU

Den danske grundlov og EU

Danmark kan overføre suverænitet til andre lande på to måder: I henhold til paragraf 20 i grundloven kan beføjelser, der "tilkommer rigets myndigheder (...) ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder" ved fem sjettedeles flertal i folketinget, det vil sige mindst 150 af de 179 medlemmer skal være til stede og stemme for.

Hvis overladelsen af beføjelser ikke vedtages med dette flertal, eller hvis magten ikke tilkommer rigets myndigheder i henhold til grundloven, kan suverænitet kun overlades ved at ændre selve grundloven i henhold til paragraf 88. Grundloven har også en paragraf 19, der tillader regeringen at underskrive internationale traktater, der ikke overfører suverænitet til fremmede magter eller internationale organisationer. Det kræver kun medhold fra Folketinget ved almindeligt flertal.

Fællesakten  blev ratificeret i 1987 af regeringen i henhold til paragraf 19, uden formel afgivelse af suverænitet. Alle andre folkeafstemninger blev holdt efter paragraf 20. Højesteret accepterede overraskende en retssag imod regeringen for at bryde grundloven ved at godkende Maastricht-traktaten. Højesteret vurderede, at der var grænser for, hvor megen suverænitet, der kan overlades i henhold til paragraf 20, men det blev i overladt til Folketinget at fastsætte de grænser.

Højesteret konkluderede også, at der var grænser for, hvad de kunne acceptere af beslutninger fra EU-Domstolen. Højesteret ville reservere retten til at få det sidste ord i fortolkningen af grundlovens begrænsninger i forhold til overladelse af suverænitet. Højesteret vil dog først undersøge grænserne, når EU-Domstolen har afsagt sin dom. Kritikere fastholdt, at graden af overladt suverænitet ikke kunne fastslås, da det ofte blev ændret ved nye beslutninger og vidtrækkende domme.

Regeringen, under statsminister Poul Nyrup Rasmussen, afviste i første omgang en sag imod regeringen. Da der blev åbnet op for sagsanlægget, argumenterede regeringen for, at overladelse af beføjelserne var "i nærmere bestemt omfang", da Folketinget i høj grad kunne bestemme omfanget.