Formandskaber
Ministerrådet ledes af et formandskab, der roterer mellem medlemslandene hver 6. måned. Det Europæiske Råd har fået en fast formand fra 2009, som kaldes for EU-Præsidenten. Den første Præsident blev den belgiske statsminister Herman Van Rompuy. Han blev afløst af den polske statsminister Donald Tusk fra 2014. Tusk vandt posten i skarp konkurrence med den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt.
I EU med 28 lande går der 14 år mellem det enkelte lands formandsskab, hvilket betyder ét EU-formandskab for hver generation af politikere.
I Konventet foreslog Frankrig og Tyskland, at medlemmerne af Det Europæiske Råd skulle udpege en Præsident for EU for en 5-årig periode, alternativt for 2½ år med mulighed for genvalg.
Danmark foreslog en permanent Præsident, som skiftevis skulle besættes af små, middelstore og store lande.
De fleste små EU-lande forkastede ideen om et permanent formandskab, fordi de troede, det ville føre til, at stillingen uundgåeligt ville blive besat af et stort land. De store lande ønskede en permanent EU-Præsident, der kunne øge EU's synlighed på den internationale scene og forbedre topmødernes forberedelse og effektivitet.
Lissabon-traktaten medtog en permanent Præsident for Det Europæiske Råd. Han/hun udpeges ved super-kvalificeret flertal for en periode på 2 1/2 år med mulighed for genvalg.
Andre og lavere rangerende faste rådsformænd kan vælges via et ligeligt rotationssystem besluttet ved enstemmighed. Tre lande samarbejder om formandsskabet, men hvert land har fortsat formandsskabet i næsten alle Ministerråd i 6 måneder af gangen.
I praksis har de mindre EU-lande ofte ført de bedste EU-formandskaber, fordi de ikke kan forfølge deres egne interesser, mens de sidder på formandskabet. Derfor betragter de små lande mere EU-formandskabet som en måde til at markere sig og synliggøre det europæiske samarbejde for borgerne.
EU-formandskaberne assisteres af det permanente Rådssekretariat, men har selv formandskabet ved alle møder i de forskellige Ministerråd og arbejdsgrupper. Niels Ersbøll har været generalsekretær for Ministerrådet gennem 14 år med Poul Skytte Christoffersen som sin effektive højrehånd.
Links
Se også Kalender for EU-formandskaber
http://www.consilium.europa.eu/cms3_fo/showPage.asp?id=695&lang=da&mode=g