Udviklingspolitik
Lissabon-traktaten har placeret udviklingspolitikken i området med delt kompetence i henhold til artikel 4.4 i TFEU og artikel 208-214 i TFEU.
Beslutninger tages med kvalificeret flertal i Ministerrådet og fælles beslutningstagning med Europa-Parlamentet efter den almindelige loivgivningsprocedure. Fokus i EU's udviklingspolitik er fattigdomsbekæmpelse.
Andre EU-politikker som landbrugs- og handelspolitikken har dog haft en negativ indvirkning på de fattige lande og er blevet stærkt kritiseret.
Cotonou-aftalen dækker 78 lande samt delvist Cuba i Afrika, Vestindien og Stillehavet. Grundfokus i EU’s udviklingspolitik er fattigdomsbekæmpelse. EU er verdens største yder af udviklingsstøtte.
Danske Poul Nielson var kommissær for udviklingspolitik i EU fra 1999-2004. Han har kritiseret USA for at yde for få bidrag til den 3. verden, men har samtidig også kritiseret EU’s Fælles landbrugspolitik for at være direkte skadelig for de fattigste lande.
Dr. Per Pinstrup-Andersen fra det Internationale Institut for Forskning i Fødevarer udtalte i 2002, at rige lande bruger 50 milliarder dollars på udviklingsbistand, men 350 milliarder dollars på landbrugsstøtte til beskyttelse af egne landmænd. Dette er derfor ikke kun et EU-fænomen.
Links
Se også AVS-landene, Cotonou-aftalen, Europæiske Udviklingsfond, EDF og Hjælp og udvikling.