Danmark
Danmarks befolkning er 5,43 millioner, med et areal på 43.100 km2. Danmark trådte ind i EU (dengang EF) i 1973 efter en folkeafstemning 2. oktober 1972.
Danske undtagelser
Danmark har flere undtagelser og forbehold (særaftaler) fra traktaterne.
· En særlig protokol giver Danmark lov til at kontrollere udlændinges køb af sommerhuse.
· Danmark er ikke forpligtet til at deltage i den fælles mønt.
· Danskerne afviste senest at afskaffe den nationale valuta, Kronen, ved en folkeafstemning den 28. september 2000.
· Danmark er ikke bundet af lovgivning om Retlige og Indre Anliggender og om Unionsborgerskabet.
· Danmark deltager ikke i EU’s forsvarssamarbejde.
De danske regeringer og parlamentariske flertal har altid ønsket at afskaffe disse undtagelser (bortset fra den om sommerhuse), men ved folkeafstemninger har danske vælgere fastholdt dem.
Danmark forkastede Maastricht-traktaten 2. juni 1992 og opfordrede til at sætte "Åbenhed, nærhed og demokrati" på dagsordenen i Europa.
Efter det danske "nej" udskrev den franske præsident Mitterrand en fransk folkeafstemning, som meget overraskende kun gav et flertal for traktaten på 51% af de franske vælgere.
Efterfølgende blev de danske undtagelser garanteret med en særlig erklæring på Edinburgh-topmødet i december 1992. Dermed kunne Maastricht-traktaten ratificeres af alle medlemsstater - i Danmark på baggrund af et nyt dansk "ja" ved en folkeafstemning den 18. maj 1993.
Retspolitisk folkeafstemning
I 2003 har regeringen foreslået, at det danske retspolitiske forbehold ændres, så Folketinget kan tage stilling fra sag til sag og fortsat undgå, at dansk indvandrer-lovgivning ændres gennem flertalsbeslutninger i EU. I 2014 indgik Folketingets EU-partier en aftale om at afholde folkeafstemning senest i første kvartal af 2016 om ændring af den retspolitiske undtagelse til en tilvalgsordning, svarende til den britiske og irske ordning.
Aftalen indebærer mulighed for, at Danmark på senere tidspunkter kan overlade retspolitisk kompetence til EU uden nye folkeafstemninger eller afgørelser med 5/6 af Folketingets medlemmer. En sådan overladelse af kompetencer på forskud blev kritiseret af professor Henrik Zahle i 1992. Justitsministeriet fandt fremgangsmåden grundlovsmedholdelig. Folketinget ændrede dog regeringens forslag og rettede ind efter Zahles kritik.
Morten Messerschmidt har på den baggrund bedt professor Peter Pagh om et nyt memorandum. Det bringes nedenfor i fuld længde efter EU-partiernes indbyrdes aftale fra 17. marts 2015. Venstre, Konservative, Radikale, Socialdemokrater og SF indgik en aftale om at giodkende medlemskab i et overnationalt Europol og 22 af ialt 50 regelsæt på det respolitiske område.
Links
EU-partiernes aftale fra Statsministeriets hjemmeside
1 Aftale om tilvalg af retsakter på området for retlige og indre anliggender Med aftalen om Danmark i Europol besluttede regeringen (Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre), Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, at der skal afholdes en folkeafstemning om at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning. Danmark bør fortsat være med i det europæiske politisamarbejde. Det er vigtigt for alle danskeres sikkerhed og tryghed. Samtidig iværksatte aftalepartierne det analysearbejde, der danner grundlag for den politiske beslutning om, hvilke andre dele af EU-lovgivningen på området, det vil være i dansk interesse at deltage i. På den måde vil danskerne få et klart grundlag for at tage stilling i folkeafstemningen. Det har været aftalepartiernes pejlemærke at tilvælge den lovgivning, som enten giver konkrete fordele for borgere og virksomheder, eller hvor det vurderes at være gavnligt for Danmark at bidrage aktivt til udviklingen fremadrettet. Ambitionen er at gøre det sværere at være kriminel, tryggere at være borger og lettere at være virksomhed i Danmark. Det arbejde er nu afsluttet. Aftalepartierne har på baggrund af analysen besluttet at arbejde for tilvalg af konkret lovgivning, der – ligesom Europol – bidrager til danskernes tryghed. Først og fremmest i forhold til bekæmpelse af alvorlig kriminalitet på tværs af grænserne. De kriminelle skal vide, at Danmark ikke er et fristed for organiserede bander, terror, menneskehandel og børnepornografi. Omrejsende indbrudstyve skal bekæmpes effektivt. Politiet og anklagemyndigheden skal have bedre muligheder for at efterforske og sikre beviser. Og et polititilhold – f.eks. over for en voldelig ekskæreste – skal give beskyttelse ikke kun i Danmark, men også i de andre EU-lande. Også familiernes tryghed skal styrkes. I dag bliver flere og flere danske borgere gift og får børn på tværs af Europas grænser. Vi vil deltage i EU-samarbejdet mod 2 børnebortførelser. Vi vil gennem EU-samarbejdet om forældreansvar sikre, at danske afgørelser om forældremyndighed og samvær også gælder i de andre EU-lande. Og vi vil gøre det mere trygt for danskere, der arver f.eks. et hus eller værdipapirer i en anden medlemsstat.Det skal også være lettere for borgerne og virksomhederne, når de handler på tværs af grænserne. Når en kunde eller leverandør går konkurs i et andet EU-land, når regningerne ikke bliver betalt, eller når krav skal inddrives. I alle de tilfælde skal danske borgere have mindst lige så gode vilkår som alle andre i Europa, og danske virksomheder skal sikres fair og lige konkurrencevilkår i Europa. Med dette som udgangspunkt er der også dele af samarbejdet, som aftalepartierne ikke mener, Danmark har en interesse i at deltage i. Aftalepartierne har gennem hele forløbet været enige om, at Danmark ikke skal være en del af den lovgivning på asyl- og indvandringsområdet, som vi i dag står uden for. Sådan vil det også være i fremtiden. Der er også anden lovgivning indenfor retssamarbejdet, som aftalepartierne ikke ønsker at tilvælge. Det vedrører de områder, hvor de konkrete fordele for danske borgere og virksomheder ikke er stor, og hvor det giver bedre mening selv at regulere. Eller områder, hvor et tilvalg vil være i strid med danske retsprincipper. Tilvalgsordningen betyder, at Danmark selv kan vælge, hvilke retsakter på området for retlige og indre anliggender, som vi ønsker at deltage i. Det er fordelen ved en tilvalgsordning. På denne baggrund er aftalepartierne enige om, at nedenstående 22 retsakter bør tilvælges, og at nedenstående 10 retsakter ikke bør tilvælges. Som fastslået i aftalen om Danmark i Europol er aftalepartierne enige om, at der ikke i den kommende valgperiode kan ske tilvalg af eksisterende forbeholdsbelagte retsakter, som vi ikke forud for folkeafstemningen har tilkendegivet at ville søge tilvalgt. Såfremt aftalepartierne senere måtte ønske at tilvælge sådanne retsakter, kan 3 det kun ske ved enighed blandt aftalepartierne eller ved, at det annonceres forud for et folketingsvalg. For så vidt angår fremtidige retsakter vil aftalepartierne inden for rammerne af aftalen om Danmark i Europol tage stilling fra sag til sag. Aftalepartierne er dog allerede nu enige om, at Danmark bør forblive del af det stærke samarbejde mellem de europæiske anklagemyndigheder i Eurojust. Tilsvarende er aftalepartierne indstillet på, at Danmark kan deltage i det kommende europæiske system for registrering af flypassagerer (PNR), som kan være med til at afdække mulige terroristers rejsemønstre. Aftalepartierne er derimod afvisende over for dansk deltagelse i reglerne om en europæisk anklagemyndighed. *** Eksisterende, forbeholdsbelagte retsakter, som aftalepartierne ønsker at tilvælge: Direktivet om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager Direktivet etablerer et samlet system til indsamling og fremskaffelse af bevismateriale i straffesager på tværs af grænserne. Det vil styrke det strafferetlige samarbejde mellem medlemsstaterne og bidrage til en bedre bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet. Et tilvalg vil indebære en klar fordel for Danmark, der kommer til at operere med det samme system for gensidig anerkendelse af retshjælp i straffesager som de øvrige medlemsstater. Direktivet om den europæiske beskyttelsesordre og forordningen om den civilretlige beskyttelsesordre Retsakterne giver mulighed for, at en afgørelse om en beskyttelsesforanstaltning (eksempelvis et polititilhold), der er truffet i én medlemsstat, anerkendes af en anden medlemsstat, hvis den beskyttede person befinder sig dér. Direktivet og forordningen supplerer hinanden og skaber et samlet system, der omfatter alle afgørelser om beskyttelsesforanstaltninger, uanset hvilken national procedure, der er anvendt. Et 4 tilvalg vil indebære en klar fordel for danske borgere, der får en mulighed for at tage deres beskyttelse med til udlandet. Menneskehandelsdirektivet Direktivet har til formål at forbedre forebyggelsen og bekæmpelsen af menneskehandel og beskytte ofre for menneskehandel. Direktivet indeholder minimumsregler for, hvilke handlinger vedrørende menneskehandel der skal være strafbare og straffene herfor. Direktivet tager sigte på at bekæmpe en særlig form for alvorlig kriminalitet, der efter sin karakter kan være grænseoverskridende. Det er i dansk interesse at være en del af den indsats. Direktivet om seksuelt misbrug af børn Direktivet har til formål at sikre, at medlemsstaternes lovgivning om seksuelt misbrug af børn tilnærmes yderligere i forhold til den eksisterende rammeafgørelse på området. Direktivet indeholder minimumsregler for, hvilke handlinger der skal være strafbare og straffene herfor. Direktivet tager sigte på at bekæmpe en særlig form for alvorlig kriminalitet, der efter sin karakter kan være grænseoverskridende. Det er i dansk interesse at være en del af den indsats. Cybercrimedirektivet Direktivet har til formål at sikre, at medlemsstaternes lovgivning tilnærmes yderligere i forhold til den eksisterende rammeafgørelse på området. Direktivet indeholder minimumsregler for, hvilke handlinger vedrørende cybercrime der skal være strafbare og straffene herfor. Direktivet tager sigte på at bekæmpe en særlig form for alvorlig kriminalitet, der efter sin karakter kan være grænseoverskridende. Det er i dansk interesse at være en del af den indsats. Direktivet om markedsmisbrug Direktivet har til formål at styrke integriteten af de finansielle markeder i EU samt forbedre investorbeskyttelsen og tilliden til markederne. Direktivet indeholder minimumsregler for, hvilke handlinger vedrørende markedsmisbrug, der skal være 5 strafbare og straffene herfor. Direktivet skal ses i sammenhæng med markedsmisbrugsforordningen, der bl.a. fastsætter administrative sanktioner for mindre grove tilfælde af markedsmisbrug. Markedsmisbrugsforordningen er ikke omfattet af retsforbeholdet og finder anvendelse i Danmark fra 3. juli 2016. Det er i dansk interesse at deltage i den samlede EU-indsats mod markedsmisbrug. Direktivet om falskmøntneri Direktivet har til formål at beskytte euroen og andre valutaer mod falskmøntneri med henblik på at sikre borgere og virksomheders tillid til ægtheden af mønter og sedler, der er i omløb i EU. Direktivet indeholder minimumsregler om, hvilke handlinger vedrørende falskmøntneri der skal være strafbare og straffene herfor. Direktivet tager sigte på at bekæmpe en særlig form for alvorlig kriminalitet, der efter sin karakter kan være grænseoverskridende. Det er i dansk interesse at være en del af den indsats. Konkursforordningen Forordningen har til formål at sikre effektiv afvikling af grænseoverskridende insolvensbehandlinger. Den finder anvendelse på kollektive insolvensbehandlinger, f.eks. konkurs og gældssanering, og indeholder bl.a. regler om kompetence, lovvalg og gensidig anerkendelse samt om etablering og sammenkobling af insolvensregistre. Danmark har tidligere anmodet om parallelaftale vedrørende retsakten. Ønsket blev afvist af Kommissionen. Et tilvalg vil være en fordel for danske borgere og virksomheder. Bl.a. vil danske kuratorer få lettere adgang til at inddrage aktiver, der befinder sig i andre medlemsstater. Desuden bliver det nemmere for danske kreditorer at blive bekendt med insolvensbehandlinger i andre medlemsstater. Det øger mulighederne for at anmelde krav rettidigt og for, at det samlede udbytte for danske kreditorer bliver større. Bevisoptagelsesforordningen Forordningen har til formål at gøre det nemmere og hurtigere for domstolene at gennemføre bevisoptagelser i andre medlemsstater til brug for retssager på det civilog handelsretlige område. Et tilvalg vil indebære, at anmodninger om bevisoptagelse 6 fra andre medlemsstater skal behandles efter reglerne i forordningen frem for efter de gældende konventioner, navnlig Haagerkonventionen om bevisoptagelse. Et tilvalg må forventes at indebære fordele, bl.a. ved at fremskynde udførelsen af anmodninger om bevisoptagelse. Betalingspåkravsforordningen Forordningen har til formål at forenkle og fremskynde grænseoverskridende sager om ubestridte pengekrav og nedbringe sagsomkostningerne. Den europæiske betalingspåkravsprocedure er en valgfri procedure, der eksisterer parallelt med nationale procedurer om forenklet inkassobehandling. Forordningen indeholder også særlige regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser truffet under forordningens procedure. Et tilvalg af forordningen vil indebære fordele for borgere og virksomheder i Danmark. De vil kunne anlægge en sag efter den forenklede europæiske betalingspåkravsprocedure, uanset om der i den anden medlemsstats nationale lovgivning findes en betalingspåkravsprocedure. Det vil kunne være omkostningsbesparende. Småkravsforordningen Forordningen har til formål gennem indførelsen af en europæisk småkravsprocedure at forenkle og fremskynde behandlingen af grænseoverskridende tvister om mindre krav med en værdi på højst 2.000 EUR på det civil- og handelsretlige område og nedbringe omkostningerne. Proceduren står til rådighed parallelt med nationale procedurer som et valgfrit alternativ for parterne. Forordningen indeholder også særlige regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser truffet under forordningens procedure. Et tilvalg af forordningen vil indebære fordele for borgere og virksomheder i Danmark. De vil kunne anlægge en sag efter den forenklede europæiske småkravsprocedure, uanset om der i den anden medlemsstats nationale lovgivning findes en småsagsproces. Det vil være omkostningsbesparende. 7 Forordningen om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav Forordningen har navnlig til formål at tilvejebringe en mere effektiv ordning for anerkendelse og fuldbyrdelse af ubestridte krav. Anvendelsesområdet for forordningen er i det væsentligste det samme som den omarbejdede Bruxelles Iforordning (som Danmark deltager i gennem en parallelaftale). Forordningen indeholder dog færre muligheder for at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse. Et tilvalg vil give danske borgere og virksomheder de samme muligheder for at anvende forordningen til at inddrive ubestridte krav, som borgere og virksomheder i andre medlemsstater har. Mæglingsdirektivet Direktivet har til formål at lette konfliktløsning gennem mægling i grænseoverskridende sager. Det indeholder minimumsstandarder for de enkelte medlemsstaters regulering af mægling, og det pålægger medlemsstaterne at fremme mægling på forskellig vis, herunder f.eks. at formidle oplysninger om mægling til borgerne. Direktivet indeholder også en række processuelle garantier. Et tilvalg vil f.eks. sikre større fortrolighed om såvel retsmægling som udenretlig mægling i grænseoverskridende tvister, idet mægleren som udgangspunkt ikke er tvunget til at afgive vidneforklaring i en eventuel senere retssag. Rom I-forordningen om lovvalg inden for kontrakt Forordningen har til formål at harmonisere medlemsstaternes regler om lovvalg i sager vedrørende kontraktlige forpligtelser og dermed sikre, at lovvalget bliver det samme, uanset i hvilken medlemsstat sagen anlægges. Rom I-forordningen indeholder mere præcise kriterier for, hvilket lands lovgivning der skal anvendes til at afgøre en tvist vedrørende forpligtelser i kontrakt i mangel af aftalt lovvalg, end de nuværende regler i dansk ret. Et tilvalg af forordningen vil sikre en mere klar og forudsigelig retstilstand for danske borgere og virksomheder, der handler på tværs af grænserne. 8 Rom II-forordningen om lovvalg uden for kontrakt Forordningen har til formål at harmonisere medlemsstaternes regler om lovvalg i sager uden for kontrakt og dermed sikre, at lovvalget bliver det samme, uanset i hvilken medlemsstat en sag (typisk en erstatningssag) anlægges. Dermed letter reglerne den fri bevægelighed for virksomheder og borgere, der har aktiviteter i flere medlemsstater. Et tilvalg vil bl.a. betyde en væsentlig mere klar og forudsigelig retstilstand for danske borgere og virksomheder, der handler på tværs af grænserne, idet området på nuværende tidspunkt ikke er lovreguleret i dansk ret. Forordningen om bilaterale aftaler om lovvalgsregler Forordningen giver medlemsstaterne mulighed for at indgå bilaterale aftaler med tredjelande på sagsområder, der er omfattet af Rom I-forordningen og Rom IIforordningen, selv om indgåelse af sådanne aftaler er omfattet af EU’s eksterne enekompetence for medlemsstater, som er bundet af Rom I-forordningen og Rom IIforordningen. Forordningen indeholder en procedure, som giver EU mulighed for at vurdere, om man har interesse i at indgå den pågældende aftale. Hvis EU ikke har interesse i at indgå aftalen, har Kommissionen mulighed for at bemyndige medlemsstaten til at indgå den bilaterale aftale om lovvalg med et tredjeland. Et tilvalg vil give den fordel, at Danmark har mulighed for at benytte den særlige procedure, hvis det skulle blive aktuelt. Arveretsforordningen Forordningen har til formål at forenkle behandlingen af arvesager med et grænseoverskridende element. Den indfører fælles regler om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og offentligt bekræftede dokumenter på arveområdet samt om indførelse af et europæisk arvebevis. Et tilvalg af forordningen vil bl.a. medføre, at en dansk arving i en arvesag, der efter forordningen skal behandles i Danmark, ikke vil blive stillet over for krav fra andre medlemsstater om, at arvesagen helt eller delvist skal behandles dér. Et tilvalg af forordningen vil desuden give den fordel, at danske arvinger kan vælge at få udstedt et europæisk 9 arvebevis ved en skifteret. Arvebeviset viser arvingens status og rettigheder i arvesagen. Det kan anvendes direkte over for f.eks. banker i andre medlemsstater, som skal udbetale eller udlevere aktiver til arvingen. Et tilvalg vil ikke kræve substantielle ændringer af dansk arvelovgivning. Bruxelles IIa-forordningen Forordningen har til formål at forenkle og effektivisere behandlingen af grænseoverskridende tvister i sager om forældreansvar (forældremyndighed, samvær og børnebortførelse) samt om separation og skilsmisse. Forordningen indeholder fælles regler om kompetence samt anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og offentligt bekræftede dokumenter. I relation til forældreansvar indeholder forordningen også regler om administrativt samarbejde. Danmark har tidligere anmodet om en parallelaftale vedrørende retsakten. Ønsket blev afvist af Kommissionen. Forordningens regler svarer i vidt omfang til gældende dansk ret. Et tilvalg vil dog i et vist omfang kunne lette tilbagegivelse af børn, der er bortført fra Danmark til en anden medlemsstat, og lette fuldbyrdelse af danske samværsafgørelser i andre medlemsstater. Underholdspligtsforordningen Forordningen har til formål at forenkle og effektivisere behandlingen af grænseoverskridende sager om underholdspligt. Det drejer sig bl.a. om børne- og ægtefællebidrag. Forordningen indeholder fælles regler om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og offentligt bekræftede dokumenter, fri proces og administrativt samarbejde. Danmark har gennem sin parallelaftale om Bruxelles I-forordningen tilsluttet sig underholdspligtforordningens regler om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og offentligt bekræftede dokumenter samt fri proces. Et tilvalg af forordningen vil derfor alene omfatte det administrative samarbejde. Et tilvalg af forordningen vil bl.a. give den fordel, at danske bidragskrav lettere vil kunne inddrives i andre medlemsstater, og at mulighederne for at få fri proces til inddrivelsessager forbedres. 10 Forordningen om bilaterale familieretlige aftaler Forordningen giver medlemsstaterne mulighed for at indgå bilaterale aftaler med tredjelande på sagsområder, der er omfattet af Bruxelles IIa-forordningen og underholdspligtforordningen, selv om indgåelse af den type aftaler er omfattet af EU’s eksterne enekompetence for medlemsstater, som er bundet af disse to forordninger. Forordningen indeholder en procedure, som giver Kommissionen mulighed for at bemyndige en medlemsstat til at indgå en bilateralaftale med et tredjeland inden for anvendelsesområderne for de to forordninger. Tilvalg af forordningen er en betingelse for, at Danmark kan deltage i eventuelle ændringer af Den Nordiske Ægteskabskonvention (skilsmisse og forældreansvar) og Den Nordiske Inddrivelseskonvention (underholdspligt), hvis Danmark tilvælger Bruxelles IIaforordningen og underholdspligtforordningen. Kontosikringsforordningen Forordningen har til formål at lette grænseoverskridende gældsinddrivelse på det civil- og handelsretlige område ved indførelse af en europæisk kendelse til sikring af bankindeståender. Den indfører en selvstændig europæisk procedure, som vil sætte en kreditor i stand til at opnå en europæisk kendelse til sikring af bankindeståender, hvis der er reel risiko for, at den efterfølgende fuldbyrdelse af kreditors krav mod debitor uden en sådan foranstaltning vil blive umulig eller væsentligt vanskeligere. Kendelsen forhindrer, at en debitor flytter eller hæver indeståender på en bankkonto i en medlemsstat. Et tilvalg vil bidrage til at sikre, at danske borgere og virksomheder i forhold til grænseoverskridende tvister har mindst lige så gode vilkår som alle andre i Europa. *** 11 Eksisterende, forbeholdsbelagte retsakter, som aftalepartierne ikke ønsker at tilvælge: Rom III-forordningen Forordningen harmoniserer medlemsstaternes regler om lovvalg i sager vedrørende skilsmisse og separation. Et tilvalg af forordningen kan føre til, at en skilsmissesag, der behandles i Danmark, skal afgøres efter udenlandsk ret. Dermed risikerer en ægtefælle bosat i Danmark at have betydelig vanskeligere ved at blive skilt, end hvis sagen var blevet afgjort efter dansk ret. Det bemærkes, at forordningen er vedtaget efter reglerne om forstærket samarbejde og derfor ikke gælder for alle medlemsstater. Offerdirektivet Direktivet har til formål at sætte rammer for myndigheders behandling af ofre for kriminalitet og sikre, at ofret får passende information, støtte og beskyttelse og kan deltage i straffesagen. Direktivet indeholder bl.a. minimumsregler om information og støtte til ofre, om ofres rettigheder i forbindelse med anmeldelse, om ofres ret til at få information om sagen og om ofres ret til at deltage i straffesager, herunder om ret til at blive hørt under straffesagen og fremlægge beviser. Et tilvalg vurderes at formalisere procedurer, som i dag fungerer i praksis i Danmark. Direktivet går på visse punkter videre, end gældende dansk lovgivning hidtil har gjort af retssikkerhedsmæssige grunde. Partierne er enige om at drøfte, om der er dele af offerdirektivet, som skal gennemføres i dansk lov. Retshjælpsdirektivet Direktivet fastsætter fælles minimumsstandarder for ydelse af retshjælp til fysiske personer i grænseoverskridende tvister på det civilretlige område. Direktivet indeholder desuden bestemmelser om myndighedernes behandling af retshjælpsansøgninger og om formidling af ansøgninger om retshjælp mellem myndigheder i forskellige medlemsstater. Det har ikke inden for tidsfristerne været muligt at få afklaret en række spørgsmål i forhold til konsekvenserne af tilvalg. 12 Direktivet om ret til tolke- og oversætterbistand i straffesager Direktivet indeholder minimumsregler om retten til vederlagsfri tolke- og oversætterbistand i straffesager og i sager vedrørende fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre samt bestemmelser om tolkningens kvalitet. Dansk ret vurderes i vidt omfang allerede at være i overensstemmelse med direktivet. Et tilvalg vil derfor ikke indebære væsentlige fordele for danske borgere eller virksomheder. Direktivet om ret til information i straffesager Direktivet indeholder minimumsregler om bl.a. ret til generel mundtlig information om rettigheder inden for strafferetsplejen, ret til skriftlig information om rettigheder i forbindelse med anholdelse og ret til information om adgang til aktindsigt. Dansk ret vurderes i vidt omfang allerede at være i overensstemmelse med direktivet. Et tilvalg vil derfor ikke indebære væsentlige fordele for danske borgere eller virksomheder. Direktivet om ret til advokatbistand Direktivet indeholder minimumsregler om, hvornår mistænkte og tiltalte i straffesager har ret til en advokat, og hvad retten til advokatbistand indebærer. Dansk ret vurderes i vidt omfang at være i overensstemmelse med direktivet. Et tilvalg vil derfor ikke indebære væsentlige fordele for danske borgere eller virksomheder. Konfiskationsdirektivet Direktivet indeholder minimumsregler om indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra visse former for grovere kriminalitet. Et tilvalg ville i visse henseender bryde med grundlæggende retssikkerhedsmæssige garantier i dansk ret. Forordningen om oprettelse af et instrument for finansiel støtte til politisamarbejde, forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet samt krisestyring som en del af Fonden for Intern Sikkerhed Instrumentet stiller midler til rådighed for medlemsstaterne med henblik på gennemførelse af nationale flerårige programmer inden for politisamarbejde, kriminalitetsforebyggelse og retligt samarbejde i straffesager. Et tilvalg vil medføre væsentlige merudgifter for Danmark. 13 Forordningen om oprettelse af et program for retlige anliggender for perioden 2014 til 2020 Programmet støtter f.eks. uddannelse af dommere og anklagere, retligt samarbejde om forebyggelse og bekæmpelse af narkotikakriminalitet og beskyttelse af ofre for kriminalitet. Programmet kan også støtte initiativer, som skal sikre en effektiv anvendelse af EU-regler i medlemsstaterne eller udbrede viden om medlemsstaternes civil- og strafferet. Et tilvalg vil medføre væsentlige merudgifter for Danmark. Forordningen om almindelige bestemmelser om Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden og om instrumentet for finansiel støtte til politisamarbejde, forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet samt krisestyring Forordningen indeholder bl.a. regler om støtteberettigelse, kontrol, finansiel styring, regnskab og evaluering i forbindelse med forvaltningen af fondene på området for retlige og indre anliggender. Tilvalg er ikke relevant, hvis Danmark ikke tilvælger forordningen om finansiel støtte til politisamarbejde, forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet samt krisestyring.
Oprindelig Aftale om Danmark i Europol
Vi er enige om, at Danmarks interesser og værdier varetages bedst gennem et stærkt europæisk samarbejde. Det er gennem medlemskabet af EU, at Danmark får den indflydelse, som bringer store fordele for både danske borgere og virksomheder. Særligt et lille land med en åben økonomi som Danmark bliver dybt påvirket af udviklingen i resten af Europa og verden. Derfor skal Danmark være så tæt på kernen af EU som muligt. Og derfor skal Danmark have færre – og ikke flere – forbehold. Det er grundlaget for, at Danmark kan varetage sine interesser bedst muligt som et aktivt og stærkt medlemsland, der vil præge samarbejdet inden for rammerne af traktaten samt leve op til sine forpligtelser i EU-samarbejdet.
Retsforbeholdet vil inden længe betyde, at Danmark ikke længere kan deltage i det europæiske politisamarbejde (Europol). På den baggrund indgår vi en aftale om at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning, som giver valgfrihed, så Danmark kan deltage i de dele, vi ønsker og stå uden for de dele, Danmark ikke ønsker.
***
Regeringen (Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre), Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti er enige om, at Danmark har stor gavn af at være en del af Europol. Kampen mod grænseoverskridende kriminalitet kræver et tæt internationalt samarbejde, og der har Europol udviklet sig til et helt centralt og effektivt samarbejdsorgan for dansk politi. Samarbejdet har ført til pågribelse af narkohandlere og menneskesmuglere samt optrevling af sager om organiseret misbrug af børn. Derfor vil det være et alvorligt problem for alle danskeres sikkerhed og tryghed, hvis Danmark bliver nødt til at forlade Europol.
Vi ønsker at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning, der giver valgfrihed. Det er en mulighed, som Danmark har haft siden 2009 på grundlag af en særlig protokol til Lissabon-traktaten. Denne mulighed for selv at vælge, svarer til den særordning, som Storbritannien og Irland allerede har.
Vi ønsker med omdannelsen af forbeholdet at sikre, at Danmark også fremover kan deltage fuldt ud i Europol.
Samtidig får vi i Danmark mulighed for at tilvælge anden EU-lovgivning på retsområdet, som aftalepartierne vurderer, er i Danmarks interesse.
Tilvalgsordningen betyder, at Danmark selv kan vælge, hvilke retsakter på området for retlige og indre anliggender, som vi ønsker at deltage i. Hver gang Kommissionen lægger et lovforslag på bordet, vil Danmark få mulighed for selv at vælge, om Danmark skal være med eller ej. Det gælder også, når Kommissionen foreslår ny lovgivning på områder, hvor Danmark allerede deltager. Danmark vil også have mulighed for først at tilvælge lovgivning, når den er færdigforhandlet blandt de øvrige medlemslande.
Vi er enige om følgende:
1. Regeringen udskriver en folkeafstemning om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning efter det kommende folketingsvalg. Folkeafstemningen skal afholdes senest i første kvartal 2016. Aftalepartierne forpligter sig til at stemme for lovforslaget om en folkeafstemning og støtte den dato for folkeafstemningen, som regeringen fastsætter.
2. Tilvalgsordningen skal sikre, at Danmark fortsat kan deltage fuldt ud i det europæiske politisamarbejde (Europol).
3. Den danske udlændingepolitik skal fortsat fastlægges i Danmark. Det indebærer, at aftalepartierne ikke vil støtte tilvalg af retsakter vedrørende asyl og indvandring, som Danmark i dag står udenfor. På området for asyl og indvandring deltager Danmark i dag i enkelte retsakter på baggrund af parallelaftaler med EU. Det gælder Dublin III-forordningen, der indeholder bestemmelser om, at asylansøgninger skal behandles i første indrejseland, og Eurodac-forordningen, der danner grundlag for EU’s database med asylansøgeres fingeraftryk. Aftalepartierne ønsker at tilvælge disse retsakter mhp fortsat deltagelse.
4. Schengen-samarbejdet er til stor gavn for Danmark og danskerne. Derfor lægger vi fortsat vægt på dansk deltagelse. Gennem de seneste 13 år har Danmark fuldt ud gennemført al Schengen-lovgivning. Det er forudsætningen for Danmarks fortsatte Schengen-medlemskab, og derfor vil aftalepartierne fortsætte den hidtidige praksis ved at også fremover at tilvælge alle nye Schengen-relaterede retsakter.
5. Fremtidige tilvalg af retsakter om asyl og indvandring forudsætter enighed blandt aftalepartierne. Området for asyl og indvandring defineres som retsakter, der er vedtaget med hjemmel i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde art. 78 om den fælles asylpolitik eller art. 79 om den fælles indvandringspolitik.
6. På de områder af retssamarbejdet, som ikke vedrører asyl og indvandring, ønsker vi at overveje tilvalg af retsakter, som kan være til gavn for Danmark. Aftalepartierne er derfor enige om, at der skal gennemføres en analyse af EU-lovgivningen på området med fokus på de retsakter, som Danmark pga. retsforbeholdet ikke er en del af i dag. (Kommissorium for analysearbejdet er bilagt forligsteksten).
7. Analysen vil omfatte en beskrivelse af reglerne vedr. parallelaftaler samt en beskrivelse af Danmarks hidtidige erfaringer med parallelaftaler. Formålet med denne del af analysen vil være at redegøre for de muligheder og begrænsninger, som parallelaftaler indebærer.
8. Vi nedsætter en politisk følgegruppe bestående af aftalepartiernes EU-ordførere og retspolitiske ordførere, som løbende drøfter analysegruppens arbejde.
9. Analysegruppen og den politiske følgegruppe præsenterer den 1. februar 2015 en samlet status for forligskredsen. På den baggrund træffer vi i enighed beslutning om, hvilke af de eksisterende forbeholdsbelagte retsakter, vi ønsker at tilvælge. Det vil give danskerne et klart grundlag for at tage stilling i en folkeafstemning om tilvalgsordningen.
10. Aftalepartierne er enige om, at der ikke i den kommende valgperiode kan ske tilvalg af eksisterende forbeholdsbelagte retsakter, som aftalepartierne ikke forud for folkeafstemningen har tilkendegivet at ville søge tilvalgt. Såfremt aftalepartierne senere måtte ønske at tilvælge sådanne retsakter, kan det kun ske ved enighed blandt aftalepartierne eller ved, at det annonceres forud for et folketingsvalg.
11. Denne aftale er udtryk for en grundlæggende politisk forståelse mellem de deltagende partier på de områder, aftalen dækker. En ændring af aftalen forudsætter enighed mellem aftalepartierne.
Peter Paghs memorandum
Professor dr. Jur. Peter Pagh
Degnehusene 70,
2620 Albertslund
tlf.: 43421238/35323127
Notat vedrørende
Dansk tiltrædelse af EU’s politisamarbejde
Nedenstående notat er udarbejdet efter anmodning fra medlem af Europa Parlamentet, Morten
Messerschmidt, der har anmodet mig om en redegørelse for de juridiske muligheder for i
forbindelse med aktiveringen af opt-in-modellen (også betegnet tilvalgsordningen) inden for
det danske retsforbehold at begrænse overdragelsen af suverænitet til EU’s politimæssige
samarbejde, Europol, således at Danmark ikke på de øvrige områder af det retlige samarbejde
overlader kompetence til EU efter grundlovens § 20.
1. Den politiske aftale fra december 2014
Baggrunden for anmodningen er, at der i december 2014 blev indgået en politisk aftale
mellem regeringspartierne, Venstre, det Konservative Folkeparti og Socialistisk Folkeparti om
at gennemføre en folkeafstemning efter grundlovens § 20 med henblik på ”at omdanne
retsforbeholdet til en tilvalgsordning” svarende til den ordning, som Storbritannien og Irland
har. Meningen med den politiske aftale er at sikre fortsat dansk deltagelse i Europol og
samtidigt fastholde, at udlændingepolitikken fastlægges i Danmark. Således anføres i den
politiske aftales pkt. 1-4:
1. Regeringen udskriver en folkeafstemning om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning efter det
kommende folketingsvalg. Folkeafstemningen skal afholdes senest i første kvartal 2016. Aftalepartierne
forpligter sig til at stemme for lovforslaget om en folkeafstemning og støtte den dato for folkeafstemningen,
som regeringen fastsætter.
2. Tilvalgsordningen skal sikre, at Danmark fortsat kan deltage fuldt ud i det europæiske politisamarbejde
3. Den danske udlændingepolitik skal fortsat fastlægges i Danmark. Det indebærer, at aftalepartierne ikke vil
støtte tilvalg af retsakter vedrørende asyl og indvandring, som Danmark i dag står udenfor. På området for
asyl og indvandring deltager Danmark i dag i enkelte retsakter på baggrund af parallelaftaler med EU. Det
gælder Dublin III-forordningen, der indeholder bestemmelser om, at asylansøgninger skal behandles i første
indrejseland, og Eurodac-forordningen, der danner grundlag for EU’s database med asylansøgeres
fingeraftryk. Aftalepartierne ønsker at tilvælge disse retsakter mhp fortsat deltagelse.
4. Schengen-samarbejdet er til stor gavn for Danmark og danskerne. Derfor lægger vi fortsat vægt på dansk
deltagelse. Gennem de seneste 13 år har Danmark fuldt ud gennemført al Schengen-lovgivning. Det er
forudsætningen for Danmarks fortsatte Schengen-medlemskab, og derfor vil aftalepartierne fortsætte den
hidtidige praksis ved at også fremover at tilvælge alle nye Schengen-relaterede retsakter. (mine
understregninger)
Det fremgår yderligere af aftalens pkt. 10, at partierne forpligter sig politisk til ikke at udvide
dansk deltagelse i den kommende valgperiode, idet det anføres:
10. Aftalepartierne er enige om, at der ikke i den kommende valgperiode kan ske tilvalg af eksisterende
forbeholdsbelagte retsakter, som aftalepartierne ikke forud for folkeafstemningen har tilkendegivet at ville
søge tilvalgt. Såfremt aftalepartierne senere måtte ønske at tilvælge sådanne retsakter, kan det kun ske ved
enighed blandt aftalepartierne eller ved, at det annonceres forud for et folketingsvalg.
Den politiske aftale fra december 2014 må forstås på den måde, at der skal gennemføres en
folkeafstemning, hvorefter Danmark i forhold til grundlovens § 20 fuldt ud tiltræder TEUF
tredje del afsnit V ved at overlade ”beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets
myndigheder” omfattet af TEUF tredje del afsnit V til EU, men uden, at EU så at sige har
”modtaget” kompetencen, da EU ikke overtager kompetencen, før der er truffet en
selvstændig beslutning herom af regering og Folketing efter tilvalgsordningen i artikel 3 og 4
i bilag til Protokol nr. 22 til Lissabon Traktaten.
Efter den politiske aftale forudsættes det således, at der i første omgang alene overlades
suverænitet mht. det politimæssige samarbejde (Europol) [TEUF artikel 87-89]. Det er efter
ordlyden af den politiske aftales pkt. 4 uklart, om dette også skal omfatter Schengen-aftalen,
der blev gjort til en integreret del af EU-retten ved Amsterdam-Traktaten, jf. Lissabon
Traktatens Protokol nr. 19, som i artikel 2 undtager Schengen-aftalen for Danmark, i det
omfang Schengen-aftalen må anses omfattet af Danmarks undtagelse for deltagelse i det
retlige samarbejde. Problemet er, at aftalens pkt. 4 anfører, at ”aftalepartierne [vil] fortsætte
den hidtidige praksis ved at også fremover tilvælge alle nye Schengen-relaterede retsakter.”
Efter ordlyden, fører udsagnet til, at Danmark ind til videre skal holde sig uden for Schengen
aftalens overnationale del i samme omfang som hidtil, men efter konteksten gælder dette nok
ikke for den del af Schengen-aftalen, der kan henføres til TEUF artikel 87-89. For de øvrige
retsområder, der er omfattet af TEUF afsnit V, forudsætter den politiske aftale, at der vil blive
taget stilling til indtræden i EU’s overnationale samarbejde fra sag til sag, idet partierne med
den politiske aftale politisk – men ikke retligt – har forpligtet sig til denne begrænsede
overdragelse af suverænitet. Som det uddybes nedenfor, er der ingen tvivl om, at dette er
muligt efter Lissabons Traktatens protokol nr. 22, mens den i aftalen forudsatte model kan
rejse spørgsmål i forhold til grundlovens § 20.
2. Den juridiske problemstilling
Den juridiske ramme for gennemførelse af den politiske aftale fra december 2014 og for
besvarelse af den af Morten Messerschmidt rejste problemstilling består af fire dele. Den ene
er Grundlovens § 20, der regulerer overgivelse af suverænitet. Den anden er det danske
forbehold for suverænitetsafgivelse vedrørende ”retlige og indre anliggender” i Edinburgh
aftalen fra december 1992, der sammen med den gældende tiltrædelseslov indebærer, at
Danmark ikke i relation til retlige og indre anliggende er omfattet af EU’s overnationale
samarbejde. Den tredje del er Lissabon-traktaten med tilhørende protokoller, hvor Traktaten
om den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) tredje del afsnit V regulerer de forhold,
der er omfattet af det danske forbehold for ’retlige og indre anliggender’ og bl.a. omfatter
politisamarbejdet. Den fjerde og centrale del af den retlige ramme er Lissabontraktatens
protokol nr. 22 om Danmarks stilling, hvor der som bilag er indføjet en tilvalgsordning
vedrørende dansk indtræden i TEUF tredje del afsnit V og Schengen samarbejdet, som med
TEUF overføres til det overnationale samarbejde.
Det følger af de ovennævnte retsakter, at Danmark ikke er med i EU’s overnationale
samarbejde på de retsområder, der er omfattet af TEUF tredje del afsnit V og Schengen-
aftalen, og at dette er accepteret af EU som en fravigelse af EU’s normale ordning, hvorefter
medlemsstaterne er berettiget og forpligtet af alle dele af EU-retten. Efter protokol nr. 22 til
Lissabontraktaten har Danmark imidlertid mulighed for at tilslutte sig retsakter omfattet af
TEUF tredje del afsnit V fra sag til sag på grundlag af tilvalgsmodellen i bilaget til protokol
nr. 22, jf. uddybende nedenfor. Men samtidigt medfører Grundlovens § 20, at hvis Danmark
skal omfattes af TEUF tredje del afsnit V eller dele heraf, kræver det enten en tiltrædelseslov
som vedtages af 5/6 i Folketinget eller som tiltrædes af et flertal ved en folkeafstemning.
Som det uddybes nedenfor, indebærer Protokol nr. 22 mulighed for, at Danmark kan tilslutte
sig EU’s overnationale samarbejde fra sag til sag, og muligheden består både for at deltage i
vedtagelsen af retsakten og for efterfølgende at tilslutte sig retsakten. Grundlovens § 20 giver
imidlertid alene mulighed herfor, hvis en sådan yderligere overladelse af suverænitet, sker
efter den fremgangsmåde, der er fastsat i § 20.
3. Uddybende om § 20 problematikken
Grundlovens § 20, stk. 2 bestemmer, at vedtagelse af lovforslag, hvori der overlades
forfatningsmæssige beføjelser til mellemfolkelige myndigheder som EU kun kan ske, hvis
loven enten vedtages med 5/6 flertal i Folketinget eller loven efter vedtagelse godkendes af et
flertal ved folkeafstemning. Den nærmere afgrænsning af, hvornår § 20, stk. 2 finder
anvendelse, fremgår af § 20, stk. 1, der lyder:
Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang
overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til
fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde. (min fremhævelse).
Fortolkningen af udtrykket ”i nærmere bestemt omfang overlades til” har givet anledning til
en del diskussion i den statsretlige teori. Med Højesterets dom i UfR 1998.800 H vedrørende
den danske tiltrædelseslov til Maastricht-Traktaten må de fleste af disse spørgsmål anses for
autoritativt afgjort i relation til Danmarks forhold til EU.
Forslaget om en dansk tilslutning til tilvalgsmodellen i bilaget til Lissabon Traktatens
Protokol nr. 22, vedrører imidlertid et spørgsmål, som Højesteret ikke tog stilling til i UfR
1998.800 H, nemlig om det efter grundlovens § 20 er muligt at opgive beføjelser, som først
overtages af EU, når der er truffet en ny beslutning af Folketinget eller regeringen, således at
kompetencen efter § 20 til at overdrage beføjelser i en vis forstand delegeres til regering eller
et almindeligt flertal i Folketinget.
Dette problem blev i en lidt anden version rejst i forbindelse med Folketingets behandling i
1992 af det første lovforslag om dansk tilslutning til Maastricht Traktaten. Uanset denne
tiltrædelseslov blev forkastet ved folkeafstemningen i 1992, må lovgivers håndtering af
spørgsmålet som grundlovsfortolker anses for et væsentligt fortolkningsbidrag.
Det statsretlige problem i 1992 drejede sig om, at Maastricht-Traktaten indeholdt en særlig
bestemmelse om overgang til ØMU’ens 3. fase, hvorefter en dansk tilslutning til ØMU’ens 3.
fase krævede, at den danske regering traf selvstændig beslutning herom, hvormed
beslutningen ikke blev truffet af Rådet med dansk deltagelse, men af den danske regering,
hvilket efter grundlovens § 19 ville kræve et samtykke fra Folketinget. Dette gav anledning
til, at professor Henrik Zahle skrev en artikel i Juristen, som Zahle fremsendte til Folketinget,
og som er medtaget i forarbejderne til tiltrædelsesloven fra 1992 (FT 1991/92, B, sp. 2155-
2163). I artiklen lagde Zahle til grund,
”at Danmark kun deltager i 3. fase under forudsætning af, at der fra den danske regering til rådet kommer en
positiv meddelelse herom, vedtaget i overensstemmelse med de forfatningsmæssige regler i Danmark [..] [så]
det er denne meddelelse og de forud for denne gående nationale beslutningsprocesser, der repræsenterer den
overladelse, som § 20 angår.” (FT 1991/92, B, sp. 2162)
Zahle fandt, at en sådan ordning ikke var i overensstemmelse med grundlovens § 20, hvilket
Zahle begrundede med, at
”det ikke [er] muligt på nuværende tidspunkt at tale om en ”overladelse” af beføjelser, efter det jo netop
først er på et senere tidspunkt, at der (for Danmarks vedkommende) skal træffes beslutning om overladelse af
beføjelser.” (FT 1991/92, B, sp. 2160)
Zahle lagde herved bl.a. vægt på, at Maastricht-traktatens bestemmelser om overgang til den
3. fase netop ikke indeholdt et forbehold for medlemsstaternes ”forfatningsmæssige
procedurer”, idet det sidste i sig selv – ifølge Zahle - vil sikre, at en dansk tilslutning til
ØMU’ens 3. fase vil kræve en vedtagelse efter grundlovens § 20.
Zahles henvendelse gav anledning til et spørgsmål (96), hvilket regeringen besvarede med et
notat fra Justitsministeriet, der ligeledes er medtaget som bilag til udvalgsbetænkningen (FT
1991/92, B, sp. 2083-2092). I svaret anføres, at Justitsministeriet ikke er enig i Zahles
udlægning, idet det anføres, at grundlovens § 20
”kan lige så vel læses således, at beføjelser, som efter grundloven tilkommer rigets myndigheder ved lov i
nærmere bestemt omfang kan overlades til mellemfolkelige myndigheder med virkning nu eller senere.
Heller ikke i forarbejderne til bestemmelsen eller i den statsretlige litteratur synes der at være holdepunkt for
at kræve, at en § 20 procedure først kan gennemføres, når regering og Folketing endeligt har besluttet
folkeretligt at indgå en ordning, hvis interne gennemførelse i Danmark forudsætter anvendelse af
grundlovens § 20, og Henrik Zahle har da heller ikke henvist hertil.
Såfremt § 20-proceduren gennemføres nu, vil der internt statsretligt være taget stilling til hele
traktatkomplekset, herunder den heri indeholdte udviklingsklausul i art. K.9 [ØMU’ens 3. fase].
Regeringen finder ikke, at en ordning, hvis iværksættelse til sin tid vil kunne accepteres uden dansk
tilslutning, skulle kræve en selvstændig og samtidig anvendelse af proceduren i grundlovens § 20, fordi
Traktaten sikrer en særlig betryggelse ved at indrømme Danmark selvstændig beføjelse til at beslutte, om
man vil anvende art. K.9.
Det afgørende er, at det på tidspunktet for § 20-procedurens gennemførelse står klart for Folketinget
henholdsvis vælgerbefolkningen, hvad den pågældende ordning i givet fald kommer til at gå ud på. Dette
krav er opfyldt i det foreliggende tilfælde, hvor Unionstraktaten beskriver, hvilke områder der kan overføres
til det supranationale samarbejde ved hjælp af art. K.9, og hvilke regler samarbejdet i givet fald vil blive
Det er således regeringens opfattelse, at der ikke er retlige hindringer for nu én gang for alle at gennemføre §
20-proceduren også for så vidt angår K.9.” (FT 1991/92, B, s. 2090-2092)
Uanset Justitsministeriet således i notatet afviste Zahles statsretlige betænkeligheder, førte
Zahles bemærkninger til, at lovforslaget til tiltrædelseslov blev ændret, således at det direkte
af tiltrædelsesloven fremgik, at loven ikke omfattede tilslutning til ØMU’s 3. fase. I
Markedsudvalgets tillægsbetænkning til Folketinget begrundes ændringen således:
”Ændringsforslaget medfører for så vidt angår bestemmelserne om Den Økonomiske og Monetære Unions 3.
fase, at den § 20-procedure, der er nødvendig for at Danmark kan deltage i 3. fase, ikke bør gennemføres nu.
Ændringsforslaget medfører for så vidt angår bestemmelserne om asylpolitikken, jf. traktatens artikel K.1, at
der allerede i forbindelse med Danmarks tiltrædelse af traktaten om Den Europæiske Union bør tages stilling
til spørgsmålet om anvendelsen af § 20 ved eventuel overførsel af dette samarbejdsområde fra søjle 3 til søjle
1 i medfør af bestemmelsen i artikel K.9. For så vidt angår samarbejdsområderne vedrørende grænsepassage,
indvandringspolitik, bekæmpelse af narkotikamisbrug, bekæmpelse af svig på internationalt plan og
civilretligt samarbejde, jf. artikel K.1, nr. 2-6, medfører ændringsforslaget, at spørgsmålet om afgivelse af
suverænitet i medfør af grundlovens § 20 bør afvente en nærmere afklaring af, hvilke delområder der kan
blive tale om at overføre.” (FT 1991/92, B, sp. 1528-1530 – min understregning).
Motivudtalelsen besvarer ikke, om ændringen af lovforslaget var begrundet med statsretlige
betænkeligheder, eller om ændringen var politisk motiveret. Forløbet tyder på det første, mens
tavsheden om begrundelsen i udvalgsbetænkningen gør det mere usikkert, om ændringen af
lovforslaget alene var politisk motiveret. Problemstillingen ses kun i beskedent omfang omtalt
i den statsretlige teori. Hjalte Rasmussen tilslutter sig i Grundloven med kommentarer fra
2006 regeringens udlægning, men forbigår, at lovforslaget blev ændret under behandlingen.1
Problemstillingen omtales ikke nærmere i Jens Peter Christensen m.fl.: Dansk Statsret, 2012,
mens Zahle med henvisning til indlægget fra 1992, anfører, at hvis beslutning om at overlade