Euro-pagten 

16 EU-lande har etableret "En pagt for euroen" under et topmøde i Bruxelles 11. marts 2011. 

24. marts 2011 godkendte et topmøde formelt pagten og omfattede ikke-eurolande som medlemmer under øgenavnet: Euro + pagten. Kun Storbritannien, Sverige, Ungarn og Tjekkiet har besluttet at forblive uden for Pagten. Danmark gik med, selv om vi har et forbehold mod den fælles valuta.

Pagten sigter mod at styrke den økonomiske styring i EU og omfatter foranstaltninger til at regulere løn/produktivitet, offentlige lønninger, arbejdsmarkedsreformer, skattereformer, pensioner/demografi samt sundhedsvæsen og sociale systemer. Statsministrene besluttede. at implementering skal ske gennem den normale EU-beslutningsproces. 

Lissabon-traktaten tillader ikke EU at træffe afgørelse om lønninger og pensioner. Europagten kan tillade EU at beslutte om disse nye emner: 

"Det vil indebære en særlig indsats, der går ud over, hvad der allerede findes og omfatter konkrete forpligtelser og tiltag, der er mere ambitiøse end dem, der allerede er aftalt, og ledsaget med en tidsplan for gennemførelsen. Disse nye forpligtelser vil derefter blive medtaget i de nationale reformprogrammer og stabilitetsprogrammer", hedder det i en google-oversættelse fra engelsk.

"Fælles mål vil blive aftalt på stats-og regeringschefernes niveau." 

Artikel 136 TFEU kan anvendes til gennemførelse af de mål, som statsministrene beslutter mere uformelt i Europagten. 

Artiklen tillader Euro-Rådet (Alle medlemsstater med euroen som valuta) at træffe beslutning om budgetdisciplin og økonomiske retningslinjer. Her foreslår Kommissionen, og Euro-Rådet beslutter med kvalificeret flertal blandt eurolandene. 

Europa-Parlamentet har ikke nogen indflydelse. Den tyske finansminister Wolfgang Schäuble har foreslået et særligt parlament for euroområdets medlemsstater. 

Se også Den Økonomiske og Monetære Union 

Ud over de ovennævnte spørgsmål, vil der blive lagt vægt på koordinering af skattepolitik. 

Direkte beskatning er fortsat en national kompetence. Pragmatisk koordinering af skattepolitikken er et nødvendigt element i en stærkere økonomisk koordinering i euroområdet til støtte for finanspolitisk konsolidering og økonomisk vækst. 

I denne sammenhæng forpligter medlemsstaterne sig til at engagere sig i strukturerede drøftelser om skattepolitiske spørgsmål, navnlig for at sikre udveksling af bedste praksis, undgåelse af skadelig praksis og forslag til at bekæmpe svig og skatteunddragelse.

Udvikling af et fælles selskabsskattegrundlag kunne være en provenuneutral måde til at sikre konsistens mellem nationale skattesystemer, samtidig med at de nationale skatte-strategier bidrager til finanspolitisk holdbarhed og europæiske virksomheders konkurrenceevne.