Tyske forfatningsdomstols dom om Lissabon-traktaten 30. juni 2009 

Den 30. juni 2009 afgav den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe - "Bundesverfassungsgericht" -  en radikal dom om forbindelserne mellem de nationale parlamenter og europæisk integration. Den tyske ratifikation af Lissabon-traktaten blev godkendt i princippet, men med mange forbehold. 

Forfatningsdomstolen bad det tyske nationale parlament om at vedtage national lovgivning for at sikre indflydelse til Forbundsdagen og Forbundsrådet om gennemførelsen af Lissabon-traktaten, inden Tyskland lovligt kunne ratificere den nye traktat. 

Retten ville ikke acceptere, at den tyske regering selv kan anvende fleksibilitetsklausulen ("gummiparagraffen" på dansk - i artikel 352 i TFEU eller den forenklede traktatændring i artikel 48.6 TEU om udvidelse af EU-samarbejdet, og heller ikke de "passereller", der kan bruges til at ændre krav om enstemmighed til flertalsbeslutninger. 

For sådanne ændringer fordrer den tyske domstol en positiv afgørelse i det tyske parlament hver gang. Domstolen insisterede også på, at Forbundsdagen og Forbundsrådet skal medvirke ved vedtagelsen på de mange nye områder, hvor Lissabon-traktaten indførte flertalsafgørelser. 

Domstolen accepterede ikke flere beføjelser til Europa-Parlamentet som tilsytrækkelig kompensation til vælgerne for at overvinde det demokratiske underskud, når beføjelser er flyttet til Bruxelles. 

Retten insisterede også på den nationale suverænitet og et nationalt "levende demokrati" på centrale politiske områder som borgerskab og grundlæggende rettigheder, social og økonomisk politik, lovgivning i straffesager, civil-og familieretlige område, relationer til kirker og forsvar. 

Retten afviste centrale forfatningsmæssige elementer i Lissabon-traktaten. 

Domstolen ville kun acceptere EU-rettens forrang, så længe de europæiske institutioner respekterer deres delegerede kompetencer. Tyske borgere og virksomheder opfordres til at gå til den tyske forfatningsdomstol, hvis de finder, at EU har lovgivet - eller dømt - uden for de områder, der er eksplicit uddelegeret til EU. 

Domstolen afviste iimplicit ndholdet i artikel 344 TFEU, som giver EU-Domstolen monopol til at fortolke EU-retten og Lissabon-traktatens erklæring nr. 17 om EU-rettens forrang. 

Domstolen insisterede på national parlamentarisk deltagelse på alle områder, hvor medlemsstaterne ville miste deres vetoret. 

Dommerne insisterede, med 8 stemmer mod nul, om forudgående godkendelse fra det tyske parlament - og implicit af andre nationale parlamenter - til brug for de såkaldte "bro artikler" eller"passerelle klausuler", hvor ministre i Ministerrådet eller det Europæiske Råd kan ændre EU lovgivning fra enstemmighed til kvalificeret flertal. 

Det mest slående element i dommen var en henvisning til demokrati som et fælles princip for alle EU-medlemslande. 

Inddragelsen af ​​de nationale parlamenter i EU lovgivning er derfor en nødvendighed. Hvis ikke, vil det demokratiske princip være væsentligt misligholdt. 

Det tyske parlament har vedtaget den nødvendige lovgivning i september 2009 for at give den genvalgte tyske præsident Köhler ret til at at sende ratifikationsskrivelsen til den italienske præsident Napolitano, som bevarer alle EU-traktater i Rom. 

Forskellige borgergrupper indledte de forskellige retssager, herunder venstre-partiet "Die Linke" og det tyske parlamentsmedlem Peter Gauweiler fra det bayerske CSU parti. CSU partiet har bebudet vidtrækkende reformer om forholdet mellem de tyske parlamenter og EU. 

Domstolen lod omkostningerne betale delvist af staten. Dommen blev stærkt kritiseret fra den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Fischer og mange andre. Se citater fra dommen på den engelske euabc-side.

Se også Karlsruhe-dommen