Kompetencer

Kompetencer

Mange føderale stater har en deling af magten på nationalt, regionalt og lokalt niveau.

I EU ligger nogle kompetencer i Unionen, andre ligger i de deltagende medlemslande. Der er også blandede eller delte kompetencer med regler for, hvem der skal "uddele" kompetencerne. EU-kompetencer inddeles i:

• Enekompetencer for EU - hvor medlemslandene ikke har ret til at lovgive selv.
• Delt kompetence – hvor medlemslandene kan lovgive, så længe unionen ikke lovgiver. Når unionen lovgiver, vil EU-loven ikke blot gå forud for national lovgivning, men fortrænge selve retten til at vedtage nationale regler på området.
• Understøttende, koordinerende og supplerende kompetence. Her kan EU ikke harmonisere love, men alligevel vedtage retligt bindende forskrifter
• Lissabon-traktaten indeholder i anden del i den såkaldte TFEU—traktat et katalog, hvor kompetencerne inddeles således:

• ·         Artikel 3 TFEU for områder med enekompetence for Unionen.

  ·         Artikel 4 TFEU for områder med delt kompetence mellem EU og medlemsstaterne.

  ·         Artikel 6 TFEU for områder med understøttende, koordinerende eller supplerende tiltag fra EU.

   

  DE MERE PRÆCISE TRAKTAT-DEFINITIONER: 

  Enekompetence 

  Artikel 3 i TEEU definerer som enekompetence: konkurrenceregler på det indre marked, toldunion, den fælles handelspolitik, den monetære politik for euro-landene, bevarelsen af ​​havets biologiske ressourcer under den fælles fiskeripolitik og - under visse omstændigheder - indgåelse af internationale aftaler. På disse områder har medlemsstaterne ikke ret til at lovgive på egen hånd. 

  
  

  Delt kompetence 

  Artikel 4 i TFEU definerer som delte kompetencer: det indre marked, landbrug og fiskeri, transport, transeuropæiske net, energi, visse områder af socialpolitikken, økonomisk, social og territorial samhørighed, miljø, visse områder af den offentlige sundhed, forbrugerbeskyttelse og område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. 

  På disse områder mister medlemslandene retten til at lovgive, når EU lovgiver. Hvis der er nogen uenighed om grænsen mellem, hvad EU gør, og hvad medlemslandene kan gøre, er det Domstolen, der afgør det. 

  For forskning, teknologisk udvikling og rummet, kan både EU og medlemslandene beslutte om programmer og skride til handling. For udvikling af samarbejde og humanitær bistand vil EU have kompetence til at iværksætte tiltag og føre en fælles politik uden at forhindre medlemslandene i at udøve deres kompetence. 

  
  

  Andre kompetencer 

  Artikel 5 i TFEU giver EU koordinerende beføjelser til økonomiske, beskæftigelsesmæssige og sociale politikker og tillader specifikke bestemmelser, der skal fastsættes for euro-landene. 

  Artikel 6 i TFEU definerer industri, uddannelse, erhvervsuddannelse og ungdom, kultur, sport, civilbeskyttelse og forbedring af menneskers sundhed som "områder med understøttende, koordinerende og supplerende foranstaltninger". 

  Artikel 10-12 i TEU bemyndiger EU til at handle på området for udenrigs-og sikkerhedspolitikken. Paragraf 2 forpligter medlemsstaterne til at give aktiv og uforbeholden støtte til Unionens fælles udenrigs-og sikkerhedspolitik "i en ånd af loyalitet og gensidig solidaritet".

  De specifikke retsgrundlag er indsat i de respektive titler TEU og TFEU i Lissabon-traktaten. 

  Links 

  Se Antal love og Subsidiaritet 

Se kompetence-kategorier.