Service-direktivet
Service-direktivet
Direktiv om fri bevægelighed for tjenesteydelser, som er en af EU's fire friheder.
I januar 2004 fremlagde den daværende hollandske kommissær Bolkestein et forslag til service-direktiv, som gav anledning til store folkelige diskussioner og den hidtil største demonstration ved Europa-Parlamentet i Strasbourg.
Direktivet blev mange steder kaldt for ”Bolkestein-direktivet”, men var naturligvis et forslag fra den samlede Prodi-Kommission.
Formålet var at fjerne hindringer for fri etablering og frit salg af tjenesteydelser og dermed skabe konkurrencedygtighed for europæiske virksomheder, vækst og beskæftigelse.
Service-sektoren opgjordes i direktivet til 70 % af den samlede økonomi i medlemslandene. Kommissionen lagde op til den hidtil største liberalisering af den europæiske økonomi.
Direktivet mødte stærk kritik i Europa-Parlamentet, som vedtog en lang række ændringsforslag. Kommissionen havde foreslået et såkaldt oprindelseslands-princip, så tjenesteydere som hovedregel kunne sælge deres ydelser i andre lande, efter de regler der gælder i deres eget land. Dette generelle princip blev fjernet fra forslaget. Det blev dog heller ikke erstattet af værtslands-princippet, så det bliver op til Domstolen at afgøre grænserne.
Skal tjenesteydelser leveres efter de regler, der gælder, hvor de tilbydes? Eller kan en virksomhed nøjes med at opfylde eventuelt lempeligere regler i virksomhedens hjemland?
Direktivet åbner for mange fortolknings-konflikter. Et land har mulighed for at gribe ind af hensyn til ”den offentlige orden, den offentlige sikkerhed, folkesundheden eller beskyttelsen af miljøet”.
Men indgrebet skal være både nødvendigt og forholdsmæssigt – proportionalt, med et EU-udtryk. Bevisbyrden ligger hos medlemslandet. EU-Domstolen har tilsidesat mange nationale regler, fordi de ikke blev anset for at være nødvendige og forholdsmæssige.
Inden for direktivets uklare rammer beslutter Kommissionen, hvad der er lov og ret. Det kan nogle gange ske efter en særlig komite-procedure. Kommissionen skal så først forelægge sine forslag for et udvalg.
Hvis Kommissionen ikke her får tilslutning til sin fortolkning, sendes forslaget til behandling i Ministerrådet. Men nu skal Kommissionen kun have tilslutning fra et mindretal af lande for at få sin vilje.
Kommissionens forslag bliver nemlig til lov, med mindre det forkastes af et kvalificeret flertal. Kommissionen – eller private virksomheder – kan også gå til EU-Domstolen og måske få Domstolens hjælp til at levere tjenesteydelser uden nationale hindringer.
Efter Europa-Parlamentets mange ændringsforslag foreslog Karin Riis-Jørgensen fra Venstre, at man overlod afgørelserne til EU-Domstolen i stedet for at vedtage et udvandet direktiv.
Henrik Dam Kristensen fra Socialdemokratiet var tilfreds med det opnåede kompromis.
Jens-Peter Bonde fra JuniBevægelsen kaldte teksten for et ”dommer-direktiv”, fordi det overlader vigtige beslutninger til EU-Domstolen.
Service-direktivet dækker ikke hele service-området. Der er bl.a. undtagelser for sundhedssektoren, transport, finansielle tjenesteydelser, tele, radio-TV, spil, vikarbureauer, vagtbureauer og sociale tjenesteydelser som børnepasning. For nogle områder er der vedtaget særlige direktiver, for andre er der forslag på vej.
Ministerrådet har i juli 2006 vedtaget en fælles holdning, hvor landene har godtaget de fleste ændringsforslag fra Europa-Parlamentet. Det endelige forslag blev vedtaget i november 2006.
Forslaget blev først lanceret af Kommissionen i en særlig grønbog, og siden mere konkret i en hvidbog. Sigtet er en fuld liberalisering af den offentlige sektor i medlemslandene, så alle offentlige serviceydelser kan leveres af offentlige og private udbydere i fri konkurrence.
Særligt dette sigte har givet anledning til store debatter og demonstrationer. Europæisk fagbevægelse samlede 100.000 deltagere til en demonstration i Strasbourg i februar 2006.
Fagbevægelsen opnåede, at direktivet ikke direkte vedrører løn- og arbejdsforhold. Men direktivet vil udvide området, hvor man kan anvende f.eks. udstationerings-direktivets regel om, at man kan nøjes med at betale hjemlandets løn i de første 3 måneder af en udstationering.
Franske socialister og i alt 215 medlemmer stemte imod kompromiset mellem kristen-demokraterne og socialisterne ved førstebehandlingen i Europa-Parlamentet den 16. februar 2006. Ved andenbehandlingen stemte 105 for at forkaste direktivet, mens 405 stemte imod at forkaste direktivet.
Hanne Dahl fra JuniBevægelsen søgte forgæves at rejse en dansk debat om direktivet før valget til Europa-Parlamentet i juni 2004. Det var først længe efter ophidsede debatter i f.eks. Sverige og Frankrig, at emnet dukkede op i danske medier.
