Ordfører

EU-Parlamentet i Bruxelles (Foto: EP)

Ordfører

Et medlem af Europa-Parlamentet, som følger arbejdet på et særligt område for sit udvalg. Ordfører-opgaverne fordeles mellem de politiske grupper efter et pointsystem baseret på hver gruppes størrelse. Enhver rapport tildeles et antal points i forhold til dens skønnede betydning.

De største parlamentsgrupper får normalt de mest interessante rapporter, men pointsystemet sikrer, at visse interessante emner og rapporter tildeles ordførere fra de mindre grupper i Parlamentet.

En ordfører udarbejder en betænkning for udvalget og kommer med forslag til ændringer af Kommissionens lovudkast.

Ordføreren kan ledsage en betænkning med personlige bemærkninger, men alle konklusioner og forslag afgøres af udvalgets flertal.

Lejlighedsvis har ordførere lagt afstand til deres egen rapport eller fralagt sig ansvaret, fordi de ikke ville lægge navn til en rapport, som de er uenige i.

En ordfører samarbejder ofte med skygge-ordførere fra de andre politiske grupper og eventuelt også med koordinatorerne fra de forskellige politiske grupper, som i praksis organiserer Europa-Parlamentets indflydelse under den almindelige lovgivningsprocedure, særligt i de mange uformelle trepartsmøder.