Forrang
Forrang betyder, "hvad der kommer først".
EU-love har forrang, dvs. højere gyldighed, end nationale love. Selv om princippet ikke var besluttet af traktaternes grundlæggere, blev det anerkendt i revolutionerende EU-domme fra 1963 og 1964 – van Gend & Loos/NL og Costa/Enel retssagerne.
Forrangen er af samme karakter som forbundsloves (føderale loves) forrang over provinslove eller delstatslove i forbundsstater som USA, Canada, Indien, Tyskland eller Rusland.
I 1970 afgjorde EU Domstolen udtrykkeligt, at EU-love også har forrang over nationale forfatninger og Grundlove (Internationale Handelsgesellschaft sagen). Princippet er stadig ikke accepteret af de fleste nationale højesteretter.
For eksempel accepterer Den tyske Forfatningsdomstol i Karlsruhe princippet for ordinære spørgsmål, men ikke når det berører grundlæggende rettigheder i den tyske forfatning. For at acceptere forrangen her har den tyske Forfatningsdomstol forlangt tilsvarende europæiske rettigheder.
Lissabon-traktaten har gjort Chartret for grundlæggende rettigheder juridisk bindende med en henvisning i Artikel 6 TEU. Melloni-dommen fra 2013 gav Chartret forrang for de nationale grundlove.
Den tyske forfatningsdomstol tillader sig fortsat at kontrollere EU-reglers overensstemmelse med tysk lov.
Den danske Højesteret har også besluttet, at den vil forbeholde sig ret til at prøve loves overensstemmelse med den danske tiltrædelseslov.
Mere end halvdelen af EU-lovene er i dag vedtaget med hjemmel i bestemmelser, som ikke er overladt efter Grundlovens paragraf 20. Der er et stort ubenyttet potentiale for retssager.
I den forkastede EU-forfatning blev EU-lovens forrang for nationale love slået fast i artikel I-6. Denne artikel er nu blevet til Erklæring 27 om forrang i Lissabon-traktaten. Teksten indeholder anderkendelsen af den samme forrangfor EU-retten, men den er sværere at læse.
Man har vedføjet en tilkendegivelse fra Rådets juridiske afdeling, der anser princippet om forrang for at være grundpillen i fællesskabets lovprincipper ved at henvise til den kendte Costa/Enel-dom:
"Af (...) dette fremgår det, at den af traktaten affødte ret, der hidrører fra en autonom retskilde, på grund af sin selvstændige natur retsligt må gå forud for en hvilken som helst national bestemmelse, idet den ellers ville miste sin fællesskabskarakter, og idet selve retsgrundlaget for Fællesskabet ellers ville blive bragt i fare."
Den britiske regerings repræsentanter har kritiseret ordlyden med den begrundelse, at al magt udspringer fra medlemslandene og ikke fra den nye forfatning. Der er en væsentlig potentiel konflikt her, fordi intet medlemsland – bortset fra Irland – udtrykkeligt har anerkendt EU-loves forrang over deres egen nationale forfatning/grundlov. Den irske forfatning antyder princippet om EU-loves forrang i dens artikel 29.4.10.
Frankrig, Tyskland, Finland og Portugal nævner EU i deres forfatninger, men anerkender ikke EU-loves forrang. I Danmark har Højesteret i den såkaldte grundlovsdom insisteret på sin ret til at afgøre tvivlsspørgsmål mellem EU-retten og danske love.
Justitsministeriet og folketinget fastholder, at danske myndigheder kun må rette sig efter danske bestemmelser, hvis folketinget lovgiver bevidst imod EU-forpligtelser. Vi har således heller ikke accepteret princippet om EU-rettens ubetingede forrang.
I 2010 havde den danske regering indført et to-års-optjeningsprincip for modtagelse af børnepenge. EU-Kommissionen fandt det i strid med EU-retten og bad regeringen udbetale børnepenge til børn, som aldrig har været i Danmark.
Regeringen rettede ind og udbetalte børnepengene i strid med Folketingets lov, fordi EU-ret har forrang. Sagen blev et stort valgkampemne ved valget til Europa-Parlamentet i 2014.