Nationale love fra EU

Nationale love fra EU
Nogle lande har erklæret, at kun omkring 30% af deres nationale lovgivning stammer fra Bruxelles. Det kan være rigtigt, og samtidig temmelig misvisende .

I sådanne beregninger medregnes kun antallet af nationale love besluttet udelukkende af det nationale parlament i et givet år. Man tæller ikke alle love vedtaget i samme år i Bruxelles, som binder borgerne på samme måde - eller endnu stærkere end de nationale love.

Enhver lov og afgørelse besluttet i Bruxelles har forrang for national ret, og også over for de ​​nationale forfatninger. Alle love besluttet i hovedstæderne skal altid adlyde  EU-lovgivning og EU-domstolsafgørelser .

Det store flertal af love, som binder borgere og virskomheder i medlemslandene, er besluttet i Bruxelles. De fleste er vedtaget af Kommissionen på egen hånd, de vigtigste af Ministerrådet og Kommissionen i samarbejde med Europa-Parlamentet.

I 2008 besluttede Kommissionen 574 forordninger på egen hånd, Ministerrådet besluttede 137 forordninger efter forslag fra Kommissionen og Ministerrådet og Europa-Parlamentet besluttede 48 forordninger sammen.

EU besluttede i alt 759 forordninger, som alle bandt borgerne i EU.

Medlemsstaterne må ikke omsætte disse regler til nationale love. De binder direkte og umiddelbart uden om det nationale parlament.

Det samme er tilfældet i 2008 for 887 bindende afgørelser. Mange domme fra EU-Domstolen og internationale aftaler mellem EU og tredjelande eller internationale organisationer er også bindende for borgerne direkte.

Der er en mindre kategori af retsakter, der ikke binder borgerne umiddelbart og direkte. De kaldes direktiver.

Alle medlemslande er forpligtet til at omdanne direktiverne til national ret, typisk inden et eller to år efter vedtagelsen. Den sidste dato for gennemførelsen er skrevet i direktivet.

Fra denne dato er direktivets indhold bindende, selv om en medlemsstat nægter at omdanne direktivet til national lovgivning. Det er et resultat af en af ​​de mange domstolsafgørelser med såkaldt juridisk aktivisme.
Medlemslandenes borgere og virksomheder er bundet af et direktiv, og borgernee ​​kan påberåbe sig rettigheder fra direktivet, også selv om det nationale parlament måtte være direkte imod.

Mange medlemsstater gennemfører EU-direktiver uden at nævne det eksplicit. Det kan bidrage til at forklare så lave tal som 30 % EU-påvirket lovgivning i et år.

Men endnu vigtigere ,er det, at de fleste direktiver ikke transformeres gennem lovgivning, men gennem forvaltningsakter.

I Danmark gennemføres 85% af alle direktiver af ministeren efter delegation som "bekendtgørelser". Så tæller direktivet ikke med i statistikken over EU-påvirket lovgivning.

Ministeren får typisk mandat til at ændre lovgivningen administrativt, første gang et direktiv implementeres som en dansk lov. Så kan ministeren fremover indføre ændringer fra Bruxelles administrativt.

Ministeren behøver ikke at komme tilbage til Folketinget, hvis EU ændrer reglen. Der kan være lignende grunde bag det lave irske tal på 30 %, som blev offentliggjort i maj 2009.

Det tyske justitsministerium har beregnet, at 84% af alle tyske love har deres oprindelse i Bruxelles. Beregningen og bemærkningerne fra den tidligere tyske præsident Roman Herzog over manglen på parlamentarisk demokrati er vist i kapitlet om "subsidiaritet".

Det lille antal på 30 % er derfor vildledende, fordi sådanne opgørelser altid skjuler den overvældende EU-indflydelse på de nationale love. 

Desuden vedtages mange nationale love, uden EU-forbindelsen nævnes direkte. Ministrene er forpligtet til at sende de flerste udkast til nationale love til godkendelse i Kommissionen i Bruxelles, før de fremlægger et formelt forslag til en selvstændig dansk lov.

En såkaldt informationsdirektiv forpligter medlemsstaterne til at underrette Kommissionen om deres planer. Udkast til finanslove sendes også til godkendelse hos Kommissionen i Bruxelles, inden de forelægges for Folketinget.

Der findes ikke én eneste national lov, som ikke kan berøres af EU-rettens principper, eller af EF-Domstolen. Den danske MEP Jens-Peter Bonde udlovede en meget god flaske rødvin til en person, som kunne komme med blot ét eksempel. Han har stadig vinen.

Ikke én ekspert har været i stand til at præsentere et eksempel på en national lov, som ikke kan berøres af EU-retten efter Lissabon-traktaten. Det betyder ikke, at EU har planer om eller ønsker at berøre alle nationale love. Junckers nye Kommission fra 2014 har tværtimod indført en slags nærhedskommissær, der skal begrænse EU-lovgivningens omfang. Pointen er, at EU kan blande sig, hvis de ønsker det.

Lissabon-traktaten er ikke en normal traktat, men fungerer som forfatning. National ret er ikke et separat retssystem ved siden af ​​EU-retten. Det skal adlyde EU-lovgivningen for at gøre EU-lovgivning og EU-principper effektive i hele EU.
Til gengæld er danskere med til at beslutte EU-reglerne på alle niveauer i EU. I 2014 passerede EØS-landet Norge 10.000 EU-love i Norge. Norge deltog ikke i udarbejdelsen gennem egne repræsentanter i Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet. 

Se også Nærhedsprincippet og Antal love