Blød lovgivning
En blød lov – "soft law" på engelsk - angiver en vis retning eller forståelse/forklaring, men er ikke formelt en bindende retsakt.
Udtrykket kan dække politiske erklæringer, resolutioner, Rådsudtalelser og særligt konklusioner fra topmøder i Det europæiske Råd, hvor beslutningerne ikke er lovmæssigt bindende, men stærke retningslinjer, fordi de er vedtaget af statsministrene. Sådanne dokumenter kan blive brugt af EU-Domstolen i forbindelse med fortolkning af love og kaldes derfor "soft law".
Kommissionen kan også vedtage en meddelelse, f.eks. om forvaltning af komponisters rettigheder, og følge op med trusler om retssager eller bøder. Så kan blød lovgivning blive temmelig bindende.