Føderalisme
Et regeringssystem hvor statens magt er delt mellem en central føderal regering og en delstatsregulering på regionalt plan, i stil med Tyskland, Østrig, USA, Canada, Australien, Indien, Nigeria og mange andre lande.
Føderation er kontrasten til enhedsstater, hvor magten er samlet et sted som i Danmark, Frankrig og Norge. Føderalismens ide er, at grænseoverskridende problemer skal løses lige så demokratisk som nationale emner i de parlamentariske demokratier.
I USA er det føderale demokrati gennemført ved et system med to kamre. Efter denne model er det ene kammer, Repræsentanternes Hus, valgt af vælgerne i de deltagende stater. Antallet af medlemmer er proportionalt med befolkningstallet.
Det andet kammer repræsenterer de deltagende stater, hvor hver stat har samme antal medlemmer uanset deres forskellige befolkningstal – i USA er der to senatorer for hver stat.
FØDERALISME I EUROPA
De fleste føderalister ønsker at se Europa-Parlamentet fungere ligesom det amerikanske Repræsentanternes Hus, med vælgerne fra hver stat repræsenteret bredt i overensstemmelse med befolkningstal. Ministerrådet vil blive sammenligneligt med det amerikanske Senat med hver stat repræsenteret med det samme antal medlemmer. I det amerikanske senat er alle stater lige. I Repræsentanternes Hus er vælgerne lige.
Kritikere af Euro-føderalisme holder fast på, at EU’s borgere aldrig bliver til et folk sammenligneligt med andre nationale fællesskaber, og at skabelsen af institutioner på EU niveau i stil med dem på nationalt plan ikke vil fjerne problemet med EU’s demokratiske underskud. De hævder, at borgere først og fremmest er loyale over for og identificerer sig med deres eget land eller nation – ikke med EU.
Nogle kritikere ønsker et mellemstatsligt internationalt samarbejde, hvor hvert land er selvstændigt – som det gælder i FN’s generalforsamling.
Andre kritikere anerkender, at mellemstatsligt samarbejde ikke fjerner det demokratiske underskud på grænseoverskridende problemer, som ikke længere kan løses i nationalstatens rammer. Her er der brug for overnationalt samvirke, der så må gøres så åbent, nært og demokratisk som muligt.
Det normale princip for internationalt samarbejde er en stemme pr. land. Lissabon-traktaten bygger på et kompromis. Ved den første optælling af stemmer i Rådet skal 55 % af landene stå bag en beslutning, uanset landenes størrelse. Ved den næste optælling skal lande med 65 % af den samlede EU-befolkning stå bag.