Ombudsmand
En ombudsmand er en embedsmand, der behandler klager over det offentlige fra almindelige borgere. Den europæiske ombudsmand har kontor i Europa-Parlamentets bygninger i Strasbourg og behandler klager fra alle EU-borgere. Ombudsmanden har gjort meget for at sikre åbenhed i EU.
Den europæiske ombudsmand blev oprettet med Maastricht-traktaten i 1993, efter forskellige danske forslag.
Den først valgte var Jacob Söderman med en fortid som finsk ombudsmand og socialdemokratisk justitsminister. Han blev valgt med et snævert flertal på 7 stemmer i konkurrence med et græsk medlem af Europa-Parlamentet.
Jacob Söderman trak sig tilbage i 2003 og blev erstattet af den græske ombudsmand, Nikiforos Diamandouros, som er med i det græske socialistparti PASOK.
I 2013 fik EU ny ombudsmand med den tidligere irske ombudsmand Emily O'Reilly. Hun har en fortid som journalist og blev den første kvindelige ombudsmand i Irland i 2003.
Den første EU-ombudsmand foreslog reformer i EU-institutionerne og en moderne forvaltningslov, der kunne fremme åbenhed, gennemsigtighed og en mere moderne administration.
Ombudsmanden har kke juridisk ret til at vurdere alle dokumenter fra Kommissionen.
Links
European Ombudsman www.ombudsman.europa.eu/home.faces/