EUABC En ordbog over begreber med forbindelse til EU

Den Europæiske Domstol er ikke en normal domstol med domme baseret på love fra et parlament. EU-Domstolen udvikler også selv loven. Domstolen har etableret EU-lovgivningen som et konstitutionelt system, der har forrang frem for de nationale love.

En dom fra Domstolen kan have virkninger, der ikke kan ændres, selv hvis alle medlemmer af Europa-Parlamentet med enstemmighed skulle ønske sådanne ændringer. En fortolkning af traktaterne kan kun ændres ved en ny traktat vedtaget af alle regeringer og ratificeret med støtte fra alle nationale parlamenter eller af folkeafstemninger i nogle lande.

Frem til maj 2009 havde Domstolen afsagt 7968 domme. Retten af Første Instans har tilføjet 2.354. I alt blev EU-retten suppleret med 10.322 domme.

Ved fastsættelsen af disse domme har Domstolen været bistået af 3.326 foreløbige forslag til afgørelser fra Domstolens general-advokater. Forslagene er normalt i god overensstemmelse med, hvad Domstolen senere beslutter, men ikke nødvendigvis altid.

EU-Domstolen er baseret i Luxembourg. Domstolen dømmer i sager under EU-traktaterne. Det er den endelige fortolker af EU-retlige tvister i henhold til traktaterne, og dens afgørelser kan ikke ankes. Det er derfor den øverste domstol i Den Europæiske Union.

Den dømmer i sager, der indbringes for den, af borgere, virksomheder eller foreninger, som medlemsstaterne fører mod hinanden, af medlemsstaterne mod EU-institutionerne og vice versa, og EU-institutionerne mod hinanden.

Domstolen består af en dommer fra hver medlemsstat og ni generaladvokater, der forbereder sagerne. Den er opdelt i kamre. Det er besluttet at udvide Domstolen med en ekstra dommer fra hvert land.

Domstolen har haft en stor indflydelse ved at fortolke traktaterne på måder, der effektivt har udvidet EU-kompetence i videst muligt omfang. I 1964, i Costa mod Enel sagen, blev det besluttet, at EU-lovgivningen altid skal have forrang frem for national ret.

I 1970 fastslog sagen Internationale Handelsgesellschaft og senere Simmenthal-sagen, at EU-retten også går forud for de nationale forfatninger.

Sproget i Retten er fransk. Dommernes overvejelser og voteringer er hemmelige. Domstolen offentliggør aldrig stemmer imod.

Man behøver ikke være dommer for at blive medlem af Domstolen. Mange EU-dommere har for eksempel været juraprofessorer eller politikere.

Lissabon-traktaten har i artikel 6 TEU gjort Chartret om Grundlæggende Rettigheder juridisk bindende. Derfor har EU-Domstolen potentiale til at blive en rival til Domstolen i Strasbourg i alle spørgsmål om Menneskerettigheder. Vi har nu to konkurrerende domstole til at beskæftige sig med menneskerettighedsspørgsmål.

Lissabon-traktaten gav også EU hjemmel til at tiltræde Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Den første beslutning herom blev afvist af EU-Domstolen, som ikke ville have en konkurrent til at dømme for EU-landene.

Med Melloni-sagen fra 2013 gav EU-Domstolen de fælles EU-grundrettigheder forrang over for de nationale forfatninger ved gennemførelse af EU-retten.

Lissabon-traktaten øgede kompetencerne for EU-Domstolen, og gjorde det muligt at etablere nye specialiserede domstole med kvalificeret flertal i Rådet.

Før 2009 havde Domstolen kun ret til at dømme i Traktatens første overnationale søjle, hvor overnational fællesskabsret anvendtes.

Med Nice-traktaten fik Domstolen kompetence for nogle sager om retlige og indre anliggender, og blev derfor kaldt EU-Domstolen. Tidligere blev den kaldt EF-Domstolen.

Borgere, virksomheder, medlemslande og EU-institutioner kan anlægge retssager ved EU- Domstolen, hvis de har en særlig søgsmåls-kompetence. Man sondrer mellem forskellige typer af retssager:

Traktatbrudssager. Kommissionen kaldes ofte for EU-rettens vogter og kan true et medlemsland med at anlægge retssag med en oftest fortrolig åbningsskrivelse, hvor medlemslandet anmodes om at indrette sin lovgivning efter Kommissionens opfattelse af EU-retten. Landet kan så rette ind, forhandle en løsning eller indstille sig på en egentlig retssag, hvor Kommissionen anklager landet for brud på traktaterne. Sådanne sager bruges ofte af Domstolen til at udvide den gældende EU-ret med mere integrationsvenlige fortolkninger.

Annulationssager. Borgere, virksomheder og institutioner kan også anlægge retssag med påstand om, at en konkret retsakt skal annulleres, fordi den savner hjemmel i traktaterne eller en konkret EU-regel.

Passivitetssager. En sag kan også gå ud på at anklage en institution for ikke at have levet op til en forpligtelse i traktaterne eller en anden retsregel. Så er der ikke noget at annullere, men Domstolen kan pålægge f.eks. Rådet at træffe en beslutning.

Erstatningssager. En virksomhed kan f.eks. anlægge retssag ved Domstolen med krav om erstatning for et tab, som virksomheden har fået ved et medlemslands manglende implementering af et direktiv. Se Factortame- og Frankovich-sagerne fra 1989 og 1990. Den første gav direktiverne direkte virkning, selv om de ikke var omsat til national lov. Den sidste gjorde staterne erstatningspligtige for manglende gennemførelse af direktiver.

Præjudicielle sager. En domstol i et medlemsland kan anmode EU-Domstolen om at fortolke en bestemt traktatbestemmelse eller anden EU-regel til brug for afgørelse af en national retssag. De nationale retsanvendende myndigheder er forpligtede til at forelægge tvivlsspørgsmål for EU-Domstolen for at opnå en ensartet anvendelse af EU-retten i alle medlemslande. EU-Domstolen har eneret til at fortolke traktaterne. Lissabon-traktatens artikel 344 TFEU forbyder medlemslandene at forelægge interne konflikter for andre domstole.

Domstolen har en lavere retsinstans, Retten i Første Instans, som f.eks. afgør sager om konkurrencepolitik. Personalesager afgøres ved en særlig personaledomstol, som vil blive afviklet i 2019, hvor EU-Domstolen vil have to dommere fra hvert land.

EU-Domstolen/Domstolen