Benes-dekreterne 

Præsidentielle dekreter opkaldt efter den tidligere tjekkiske præsident Edvard Benes. De blev først besluttet af den tjekkiske eksilregering under Anden Verdenskrig og blev formelt godkendt af det nye tjekkiske parlament den 5. marts 1946. 

Efter krigen udviste den tjekkiske regering 2,6 millioner tyske, østrigske og ungarske borgere under disse dekreter og eksproprierede deres ejendom, fordi mange af dem havde støttet den tyske besættelse. 

De fleste af dekreterne er stadig retsgyldige i Tjekkiet og Slovakiet. De kan betragtes retrospektivt som en form for juridisk forskelsbehandling af tyske statsborgere. 

En gruppe tyskere anlagde sag og udfordrede deres gyldighed ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg med henblik på at få deres ppårørendes ejendom tilbage. 

De vandt ikke sagen. I slutningen af ​​2009 frygtede den tjekkiske præsident, Vaclav Klaus, at gyldigheden af ​​Benes-dekreterne kunne anfægtes ved EU-Domstolen i Luxembourg i henhold til bestemmelserne i den nye Lissabon-traktat. 

Der var frygt for, at det nye forfatningsmæssige princip om lighed for loven for alle EU-borgere, det ekstra Unionsstatsborgerskab i Lissabon-traktaten, sammen med Chartret om grundlæggende rettigheder, kunne få EU-Domstolen til at indtage en anden opfattelse i en fremtidig retssag. 

Vaclav Klaus opnåede en politisk garanti for, at Lissabon-traktaten ikke ville kunne berøre ejendomsrettigheder, der følger af Anden Verdenskrig. Han opnåede også en tjekkisk opt-out fra det europæiske Charter om grundlæggende rettigheder. 

Den nu tidligere tyske næstformand for Europa-Kommissionen, Günter Verheugen, kritiserede repræsentanterne for de tidligere "sudetertyskerne-tyskere" for stadig at hævde ejendomskrav i forhold til nabolande Tyskland.