Vand
Vand er en knap ressource i verden. Danmark trækker grundvandet op af jorden uden kemisk rensning. Vi har derfor en stærk interesse i at kunne beskytte grundvandet mod forurening, bl.a. fra nogle sprøjtegifte – pesticider - som er tilladt i andre EU-lande.
Danmark havde således et forbud mod tretten sprøjtegifte, som Kommissionen ønskede at ophæve. De tolv var allerede fundet i grundvandet. Den daværende danske miljøminister Connie Hedegaard stod til at tabe sagen i Ministerrådet og indkaldte de danske MEP'ere til møde for at få hjælp.
Et dansk medlem af Europa-Parlamentet, Jens-Peter Bonde, stillede ændringsforslag og fik det vedtaget med 390 stemmer. Kommissionen ville stadig ikke bøje sig. Men formanden for Kommissionen, José Manuel Barroso, greb ind og sikrede en dansk undtagelse i direktivet om grundvand.
Forslaget til direktiv i 2006 ville først have forhindret Danmark i at forbyde de tretten forbudte pesticider. Forslaget blev ikke ændret til et minimums-direktiv, hvor Danmark kunne have bedre regler.
Men vi fik lov til at anvende en undtagelsesmulighed for hele det danske territorium. Det var ikke en smuk løsning, men et kompromis, som trods alt sikrede det danske drikkevand.
Dansk vandkvalitet er normalt bedre end vand, der kan købes i flasker. Dog er kvaliteten truet. Under behandlingen viste det sig, at det danske landbrugsministerium ikke havde støttet de danske forbud. Folketingets Europaudvalg tvang regeringen til at støtte forbuddet og miljøministerens holdning.
I 2008 blev slaget gentaget i nye EU-regler om sprøjtegifte/pesticider. Det er stadig muligt for en medlemsstat at forbyde visse pesticider. Sagen er et godt eksempel på reel indflydelse til Europa-Parlamentarikere, selv om deres beføjelser formelt er svage.